Første Verdenskrig

1914-18
16.12.13

Det længe opbyggende våbenkapløb og fjendtligsindede alliancer blandt Europas stormagter brød til sidst ud i krig i 1914. Aftrækkeren til konflikten var attentatet på Østrigs ærkehertug Frans Ferdinand ved Sarajevo (i det nuværende Bosnien), den 28. juni. Selvom en undersøgelse ikke var i stand til at fastslå den serbiske regerings (Peter I) meddelagtighed, sendte kejser Franz Josef af Østrig-Ungarn et ultimatum til Beograd den 23. juli. Det østrigsk-ungarske kejserrige, som anså det serbiske svar for utilfredsstillende, erklærede krig fem dage senere. Rusland (Nikolaj II) var forpligtet til at støtte Serbien og beordrede en generel mobilisering den 30. juli. To dage senere erklærede Tyskland (Wilhelm II), som var allieret med Østrig og Italien i Tripelalliancen, krig mod Rusland, og derefter den 3. august mod Frankrig (præsident Raymond Poincaré), som var i forbund med Rusland og Storbritannien i Tripelententen. Den 4. august erklærede Tyskland krig mod Belgien (Albert I) og invaderede dette land. Storbritannien (George V) kom Belgien til hjælp samme dag. (Italien nægtede at støtte Tyskland og Østrig-Ungarn, og gik til sidst ind i krig mod dem den følgende maj).
   Tyskland og Østrig, som snart blev kaldt Centralmagterne, fik tilslutning af Tyrkiet den 2. november og af Bulgarien den 14. oktober 1915. Serbien, Rusland. Frankrig, Belgien og Storbrita
nnien blev kendt som de allierede. Senere var aktive deltagere i krigen på allieret side Montenegro (5. august 1914), Japan (23. august 1914, Italien (23. maj 1915), Portugal (9. marts 1916), Rumænien (27. august 1915), USA (6. april 1917) og Grækenland (27. juni 1917). Endnu et dusin lande erklærede krig mod Centralmagterne, men bidrog ikke til kampene.
   Kampene rasede rundt omkring i verden, men størstedelen af slagene fandt sted på Vestfronten i det nordlige Frankrig og Belgien; Østfronten langs grænserne til Rusland; den italienske front overfor Østrig-Ungarn; Balkanfronten i Serbien, Tyrkiet og Rumænien; den tyrkiske front i Egypten, Palæstina og Mesopotamien; Afrika; Kina; og til søs. Disse slag så oprindelsen til størstedelen af de kraftige våbensystemer i Anden Verdenskrig, især kamp-vogne, ubåde, fly og maskingevær og hurtig-skydende artilleripjecer.
   Rusland var den første stormagt der forlod krigen, den 3. marts 1918. Bulgarien overgav sig den 29. september, Tyrkiet den 31. oktober, og Østrig-Ungarn den 3. november. På vestfronten fik to enorme allierede offensiver, indledt den 26. og 27. september, de tyske arméer til at smuldre efter mere end fire års dødvande. Kejser Wilhelm II abdicerede den 9. november og dage senere sluttede en våbenhvile kampene. En række af traktater, underskrevet i 1919, bragte fred til Europa. I alt kostede Første Verdenskrig næsten 10.000.000 døde og omkring 20.000.000 sårede. Stormagternes tab var:

ALLIEREDE

-
Dræbte
Sårede
Storbritannien
947.000
3.122.000
Frankrig
1.385.000
3.044.000
Rusland
1.700.000
4.950.000
Italien
460.000
947.000
USA
115.000
206.000

CENTRALMAGTERNE

-
Dræbte
Sårede
Tyskland
1.808.000
4.247.000
Østrig-Ungarn
1.200.000
3.620.000
Tyrkiet
325.000
400.000

Vestfronten

Østfronten

Italienske front

Balkanfronten

Tyrkiske front

Afrika

Kina

Krigen til søs

Verdenskrigen. Forhistorie. Tripelalliancen. Efter den franske-tyske krig forskødes det europæiske magtcentrum til Mellemeuropa. Den engelske ambassadør i Berlin sagde åbent, at regeringerne nu måtte lade Bismarck »gøre hvad han ville«. Men som den kloge realpolitiker ville Bismarck ikke lade Tyskland stræbe efter verdensherredømmet. Efter hans mening var Tyskland »mæt«, det havde slået sin medbejler til hegemoniet i Europa ud og måtte være tilfreds med stillingen som Europas første landmagt, trygt hvilende på de »stærkeste bataljoner«. Uroligheder på Balkan var ikke en pommersk grenaders knogle værd, og ud over Europas horisont til de fjernere verdensdele nåede hans blik ikke. Under en sådan tingenes tilstand var der ingen fare for verdensfreden. Den til tider stærke modsætning mellem England og Rusland, navnlig i alle asiatiske spørgsmål, kunne vanskelig føre til krig, da parterne militært ikke kunne få ram på hinanden, heller ikke de koloniale modsætninger mellem England og Frankrig syntes at kunne føre til krig. Der var endnu nok at tage af i de uudnyttede verdensdele, og hvert af landene havde tilstrækkeligt af store koloniale opgaver til at ville krig på spørgsmålet om et lidt mere eller mindre.
   For at bevare og hævde Tysklands nylig vundne stormagtsstilling mente Bismarck det klogest at sikre sig ved alliancer. Han forudså altid og ængstedes for »koalitionens mareridt«, den onde drøm, der gik i opfyldelse i 1914. Da det traditionelle tysk-russiske venskab, væsentligt baseret på de gamle kejseres fælles monarkiske interesser, ikke forekom ham tilstrækkelig betryggende, lod han den tyske politik mere og mere orientere sig i østrigsk retning og indgik 1879 den første alliancetraktat med Østrig-Ungarn, en traktat, der siden uvægerligt fornyedes lige til verdenskrigens afslutning. Ikke tilfreds hermed opbyggede han efterhånden et stort, indviklet system af alliancer og politiske aftaler. Hovedformålet med den tysk-østrigske alliancetraktat var gensidig hjælp overfor Rusland. Til den føjedes 1881 en tysk-østrigsk-russisk traktat med gensidig forpligtelse til fælles handling i alle balkanspørgsmål. Allerede 1887 bortfaldt dog denne traktat og erstattedes af en »Reassurance-Traktat« mellem Tyskland og Rusland alene, hvorved begge parter var enige om at opretholde velvillig neutralitet overfor hinanden i tilfælde af krig med tredje magt, dog naturligvis ikke i tilfælde af en tysk eller russisk angrebskrig mod Frankrig eller Østrig. Til gengæld anerkendte Tyskland Ruslands politiske rettigheder på Balkanhalvøen, dog måtte ingen ændring af den territoriale status quo på Balkanhalvøen finde sted uden forudgående aftale, og princippet om strædernes lukning bekræftedes. — 1882 oprettedes Tripelalliancen mellem Tyskland, Østrig og Italien med forpligtelse for hver af parterne til at komme sine allierede til hjælp, hvis nogen af dem blev angrebet eller indviklet i krig mod to eller flere stormagter; i en særlig protokol undtoges dog England fra traktatens bestemmelser. Ved særlig traktat med Østrig 1883 knyttedes Rumænien til Tripelalliancen, idet også Tyskland og Italien senere sluttede sig til denne rumænsk-østrigske traktat, og de allierede forpligtede sig til at forsvare Rumænien i tilfælde af angreb; dog forblev denne traktat i mange år hemmelig og bandt i virkeligheden ikke Rumænien, men kun dets konge. 1887 udvidedes tripelalliancen til også at omfatte de italienske interesser i Nordafrika, endog i tilfælde af krig med Frankrig. 1891 fornyede den tredje tripelalliance-traktat i forstærket form disse forpligtelser mht. Italiens middelhavsinteresser. Dog bestemte artikel VII, at enhver fordel, territorial eller anden, opnået af Østrig eller Italien på Balkanhalvøen, skulle baseres på princippet om gensidig kompensation, en artikel, der ved verdenskrigens udbrud gav Italien gyldig grund til at holde sig neutral. — Tyskland, Østrig, Italien og Rumænien dannede således en sammenhængende gruppe, men dertil kom en række andre aftaler, hvorigennem Bismarck yderligere mente at sikre de bestående forhold. 1887 benyttede han de venskabelige relationer mellem Storbritannien og Tyskland til at medvirke til, at Lord Salisbury traf aftale med Italien og Østrig om opretholdelse af status quo i det østlige Middelhav, mens Italien påtog sig at støtte Storbritannien i Ægypten, og Storbritannien til gengæld lovede at støtte en eventuel italiensk aktion i Nordafrika. Ligeledes traf Italien og Spanien aftaler om Marokko, og ved en særlig traktat trådte Serbien i nært forhold til Østrig. Hele dette indviklede system af traktater og aftaler nærmede sig i virkeligheden stærkt til et fælles europæisk assurancesystem til opretholdelse af status quo. For Bismarck var naturligvis hovedformålet Frankrigs isolation og sikkerhed for Tyskland til fuld og fredelig udnyttelse af alt, hvad det havde vundet i krigen mod Frankrig. Udstrækningen af systemet til Middelhavet viste, at også Italien og Storbritannien havde fordel af det. Italien sluttede sig til det af harme over Frankrigs protektorat over Tunis (1881), hvor Italien mente at have berettigede interesser. Fordelen for England beroede på dets usikre stilling i Ægypten siden okkupationen 1882, hvis fortsættelse dels stred mod de i sin tid afgivne engelske løfter og dels var en stadig torn i øjet på franskmændene. Hovedhjørnestenen i dette bismarckske traktatsystem var Tyskland, og dets tyngdepunkt den tyske hær. Så længe Tyskland eller dets nære allierede, Østrig, førte en besindig politik, kunne systemet kun være til gavn for Europas fred. Frankrigs revanchelyster holdtes i tømme, ligeså Ruslands aspirationer på Balkanhalvøen, der ved Bismarcks og Beaconsfields fælles hjælp var blevet stækket på Berlin-Kongressen 1878.
   Fransk-russisk alliance. Ikke uden grund kunne Bismarck hævde, at tripelalliancen var en garanti for Europas fred, men dette gjaldt selvfølgelig kun, så længe de politiske forhold var de samme som i hans tid (sic stantibus rebus). Anderledes måtte det blive, når Tyskland begyndte at føre imperialistisk politik udenfor Europa, eller Østrig ville gå aktivt frem mod en af de nye nationalstater på Balkan, og desuden gav tripelalliancen Tyskland en vis overvægt i det europæiske statssystem på kontinentet, et forhold, det i længden ville være Frankrig og Rusland vanskeligt at affinde sig med. Mange samvirkende faktorer bevirkede da, at Europas storpolitik efter Bismarcks afgang 1890 lidt efter lidt søgte nye baner og nye konstellationer. Bismarcks efterfølger fyrst Caprivi, skal have sagt, at det bismarckske reassurancesystem var for indviklet for ham, i al fald opgav han, at forny den tysk-russiske reassurancetraktat i 1887, og Rusland gled ind i Alliancen med Frankrig (august 1891), der dannede den naturlige modvægt mod tripelalliancen. Sin endelige faste uformning fandt den fransk-russiske alliance dog først ved tilføjelsen af en militær konvention januar 1894, hvori bestemtes, at såfremt et af landene blev angrebet af Tyskland, skulle det andet straks ile til hjælp med alle magtmidler, og såfremt en eller flere af tripelalliancens magter mobiliserede, skulle Frankrig og Rusland ligeledes øjeblikkelig mobilisere.
   Også først efter Bismarcks fald viste sig de politiske følger af den store udvikling, Tyskland havde gennemløbet siden sejren over Frankrig. Hidtil havde England været den førende stat på industriens, handelens og søfartens områder, nu fuldbyrdedes en lignende udvikling for Tysklands vedkommende, og i løbet af firserne søgte tysk foretagsomhed ud over kloden for at skaffe nye afsætningsområder for den vældige industrielle produktion. man søgte også ved tysk privat foretagsomhed at skaffe afsætningsmarkeder i form af kolonier, men fandt i denne henseende liden støtte hos Bismarck, hvis interesser ikke gik væsentlig ud over den europæisk bestemte storpolitik. Endelig var der også den vanskelighed for bestræbelserne efter at skaffe Tyskland kolonier, at kloden så at sige var delt, da tyskerne sidst i firserne fik øjet op for nødvendigheden af at have kolonier. Næsten hele Afrika fordeltes i løbet af firserne; 1881 tog Frankrig protektoratet over Tunis og udvidede i de følgende år stadig sine afrikanske besiddelser, 1881 besatte englænderne Ægypten, og ligeledes i firserne grundedes Kongostaten på belgisk initiativ. Tyskland måtte nøjes med Tysk Kamerun, Sydvestafrika og Østafrika, der langtfra bød de rige muligheder som de overnævnte lande. I Asien gik det på samme måde. Her var kun Bagindien tilbage som mulighed for europæisk ekspansionspolitik, og allerede i firserne begyndte Frankrig og England hver på sin side af Siam at udbygge et stort kolonivælde. For Tyskland blev kun nogle få stillehavsøer, deriblandt Ny Guinea tilbage som koloniobjekter. — Konsekvenserne af den ny udvikling i Tyskland lå det ikke for Bismarck at drage, men Vilhelm II var i en ganske anden grad den nye tids mand. Med rastløs energi kastede han sig over det nye Tysklands store opgaver ude i verden. At Tysklands fremtid lå på havet var han fuldt overtydet om og virkede overalt, hvor han kunne, for udviklingen af tysk søfart og oversøisk handel. Til beskyttelse af søfarten og kolonierne i de fremmede verdensdele hørte også en krigsflåde, og ihærdigt vedblev han alle sine dage at virke for dennes udvikling. Som medarbejder til opbygningen af en første klasses krigsflåde havde han først og fremmest den eminent dygtige marinetekniker admiral Tirpitz, og som udenrigspolitiker og rigskansler den smidige fyrst Bülow. Denne sidste formede Tysklands nye politik i slagordet, at også Tyskland måtte ønske en plads i solen. — Bag denne nye stræben fra Tysklands side lå meget berettiget. Da Tyskland var blevet en stormagt og bevidst følte sig som sådan, var de til kolonier egnede dele af kloden i alt væsentligt optaget af de andre stormagter, navnlig Frankrig og England. Tyskland måtte have afløb for sin uhyre industrielle overskudsproduktion og udvandringsplads for sin hurtigt voksende befolkning, hvis tilvækst langtfra kunne rummes og brødfødes i Tyskland selv. Det viste sig da vanskeligt for Tyskland at komme til, og det lader sig ikke nægte, at dets ekspansionsbestræbelser både i kommerciel og politisk henseende ofte mødte modstand fra de andre magters side rundt omkring på kloden. Endnu i halvfemserne bevirkede denne nyorientering i tysk verdenspolitik dog ingen væsentlige modsætninger. Tyskland selv mageskiftede endogså så sent som 1890 nogle fordringer i Østafrika i egnene om Uganda og Nilens kilder mod at få Helgoland tilbage fra England. 1895 optrådte Tyskland i forening med de andre stormagter imod Japans forsøg på at strangulere Kina, og 1898 fik Tyskland som de andre magter også sin flådestation på kinesisk territorium. Men henimod århundredskiftet trådte modsætningsforholdet mellem England og Tyskland klarere frem. Boerrepublikkernes kamp i Sydafrika mod engelsk overherredømme fulgte i Tyskland med sympati. Kejseren selv bidrog til at ophidse stemningen i England mod sig og Tyskland ved sit telegram til præsident Krüger (1896), og under Boerkrigen (1899-1901) viste talrige taler og avisartikler tydeligt, på hvilken side tyskerne havde deres sympatier. Ligeså betydningsfuld var Tysklands ændrede optræden i den nærmere Orient. Tysklands store og naturlige udvikling af industrielle og økonomiske interesser fulgtes også her af politiske skridt, der kun kunne virke udæskende på Frankrig og Storbritannien. Således proklamerede kejseren sig ved et besøg i Damaskus 1897 som ven og beskytter af alle muhammedanere verden over. Hertil kom yderligere planlæggelsen af en tysk kampflåde af omtrent lignende dimensioner som den engelske. Det tyske skibsbygningsprogram af 1898 udvidedes hurtigt ved en ny lov 1900, der planlagde bygningen af 38 kampskibe og 20 panserkrydsere med en levetid af 25 år, og end yderligere ved love af 1906, 1908 og 1912, hvorved antallet af kampskibe og krydsere sattes til 61 med en levetid af 20 år. Mere end noget andet satte dette faktum, en tysk storflåde på højde med den engelske, sindene i bevægelse hos englænderne. Tyskerne selv indså også dette, fyrst Bülow talte ikke med urette om »bygningstidens farezone«, og hvad flåden skulle bruges til, fremgik klart af det memorandum, der ledsagede den store flådelov af 1900, hvori udtales, at flåden måtte være således, at »selv for den største sømagt ville en krig medføre risiko for, at den satte sin egen overmagt i fare«.
   Fransk-engelsk entente. Samtidig med, og ikke upåvirket af den nye tyske verdenspolitik, fandt også en nyorientering i engelsk politik sted. Ingen engelsk statsmand kunne være blind for, at det forløbne århundredes politiske maksime om styrken ved at stå alene (the splendid isolation) under de forandrede politiske forhold ville være et farligt valgsprog. England måtte ligesom Tyskland og Frankrig have venner, det kunne stole på. Endnu 1887 havde Bismarck tilbudt Lord Salisbury en alliance, men havde mødt afslag på grund af det engelske isoleringsprincip. I årene omkring 1900 søgte Storbritannien flere gange at avancere sit forhold til Tyskland og ventilere idéen om en fuldstændig diplomatisk forståelse, måske oven i købet en defensiv alliance. Men hverken fyrst Bülow eller kejseren mente, at der kunne blive noget virkeligt venskab mellem »hvalen og bjørnen«; de frygtede, at en alliance med England blot ville betyde, at Tyskland skulle bruges som militær forpost mod Rusland, mens England kunne samle byttet op i Asien. — Overfor udsigten til et Tyskland med en stærk kampflåde var det ikke britiske statsmænd skik at sidde energiløse, både maritimt og politisk blev de nødvendige konsekvenser draget. Tanken om en forebyggende (præventiv) krig var fremme i engelske søofficerskredse, men blev ikke for alvor taget op af de ansvarlige statsmænd, derimod udførtes et stort målbevidst arbejde på at styrke flåden og ændre dens hele organisation. I ældre tider var den engelske flådes magtcentrum i Kanalen eller Middelhavet, under de ændrede forhold stationeredes flåden mere og mere i Nordsøen, og Rossyth i Firth of Forth udbyggedes fra 1903 som flådestation af første rang. Traktaten med Japan og ententen med Frankrig tillod en stadig formindskelse af de engelske eskadrer i Østasien og i Middelhavet, efterhånden som den tyske flåde voksede. Endelig aftaltes det 1912, at Frankrig skulle koncentrere den største del af sin flåde i Middelhavet, således at hovedmassen af den engelske flåde, the homefleet, kunne koncentreres i de hjemlige farvande og samtidig påtage sig i tilfælde af krig med Tyskland at forsvare Frankrigs kyster ved Kanalen og Atlanterhavet. — Ikke blot maritimt, men også politisk foretog Storbritannien en fuldstændig kovending. Når England ikke ved fredelig aftale med Tyskland kunne gardere sig mod truslen fra en europæisk stormagtsflåde af første rang, måtte det traditionen tro søge at hverve soldater på fastlandet til den kommende kamp. Det første skridt var alliancen med Japan 1902, der aflastede Englands maritime styrke i Stillehavet og samtidig kontrabalancerede Ruslands stigende ublufærdige griben om sig Østasien. Den russisk-japanske krig opfyldte formålet, gav Japan hævn for tabet af Port Arthur 1895, men vendte rigtignok samtidig Ruslands interesser i stærkere grad end før mod Balkanhalvøen og den nærmere Orient. Tyskland var oprindelig tænkt som »der dritte im Bunde«, men ønskede ikke at entrere. — — Nyorienteringen i britisk politik hænger i høj grad sammen med tronskiftet 1901, da den i nogen grad tyskvenlige og traditionsbundne dronning Viktoria afløstes af sønnen, Edvard VII, hvis interesser for politik i forbindelse med et mangeårigt venskab for Frankrig var velkendte. Edvard VII.s andel i engelsk udenrigspolitik er endnu ikke fuldstændigt klarlagt, men mange samstemmende vidnesbyrd tyder på, at hans virksomhed under den følgende tids politiske indkredsning af Tyskland dog har haft nogen betydning. Hertil kom, at det personlige forhold mellem onkel og nevø heller ikke var videre godt, hvilket i øvrigt tilstrækkelig lader sig forklare ved deres højst uensartede karakter. Edvard VII kunne derfor befinde sig fuldstændig i overensstemmelse med udenrigsministeren, Lord Lansdowne, om en orientering af britisk udenrigspolitik i franskvenlig retning. — En sådan ændring skulle synes vanskelig nok. Mellem England og Frankrig lå århundreders rivalisering i snart sagt alle egne af jordkloden, endnu 1898 havde Fashoda-affæren i anledning af herredømmet i Østsudan sat meget ondt blod, men de politiske omstændigheder viste sig stærkere end traditionen. Delcassés og Edvard VII-Lansdowne’s arbejde på en fransk-engelsk tilnærmelse satte frugt først i en voldgiftstraktat 1903, dernæst i en formel særlig overenskomst april 1904. Hovedpunktet i denne sidste var, at Frankrig anerkendte Englands stilling i Ægypten mod til gengæld at få Englands anerkendelse af de særlige franske interesser i Marokko, mens også andre engelsk-franske stridsspørgmål med hensyn til Afrika ryddedes af vejen. Den fransk-engelske kolonioverenskomst kunne naturnødvendigt ikke være Tyskland synderlig velkommen, selv tripelalliancen påvirkedes af den i nogen grad, eftersom Italiens assistance ikke fremtidig kunne påregnes i tilfælde af en konflikt med Frankrig og England på samme tid. — Overfor den fransk-engelske entente søge kejser Vilhelm at bringe sin gamle plan til udførelse om en alliance mellem Tyskland og Rusland, i hvilken alliance Frankrig ligeledes skulle tvinges til at indtræde. Kejserens forsøg i denne retning kulminerede, da han i uli 1905 i Björkö i den finske bugt overtalte tsaren til at undertegne en hemmelig alliancetraktat, er var rettet mod England og senere ventedes tiltrådt af Frankrig. Vel forblev Björkö-traktaten et dødt papir, men virkningerne af den skaffede i al fald ikke kejser Vilhelm nye venner noget sted i de interesserede lande. Farligere for Europas fred blev kejser Vilhelms forsøg på dels på trods af Frankrig at skaffe Tyskland indflydelse i Marokko, dels at bruge Marokko-spørgsmålet som prøvesten for ententens styrke. Marts 1905 besøgte kejser Vilhelm Tanger, og samtidig forlangte Tyskland hævdet den åbne dørs politik i Marokko med ligeberettigelse for alle magter.I betragtning af Ruslands svækkelse efter krige med Japan måtte Frankrig vige overfor de bestemte tyske krav. Delcassé gik af som udenrigsminister, og Frankrig indvilgede i en international konference i Algeciras om Marokko-spørgsmålet. Det viste sig dom på konferencen, at Østrig som »glimrende sekundant« var ene om at støtte Tyskland, således at konferencens resultater i virkeligheden ikke i særlig grad begrænsede Frankrigs handlefrihed i Marokko. På den anden side viste det sig i længden, at hele affæren styrkede det fransk-engelske venskab, mens samtidig Tyskland endnu mere end tidligere følte sig forfordelt og holdt udenfor i koloni- og handelskappestriden mellem magterne.+++(HK9/1925)

 

1915. Nordsøen etc. Allerede på årets første dag mistede England pre-dreadnoughten »Formidable«, der torpederedes i kanalen og ikke var ledsaget af destroyers. 23/1 aften forlod 4 tyske slagkrydsere »Seydlitz«, »Moltke«, »Derfflinger« og »Blücher« under admiral Hippers kommando Wilhelmshafen, ledsaget af 4 lette krydsere og 22 jagere, for at foretage en razzia mod engelsk østkyst. Samme aften gik admiral Beatty (s.d.) til søs med 5 slagkrydsere »Lion«, »Tiger«, »Princess Royal«, »New Zealand« og »Indomitable« samt 4 lette krydsere og Thyrwhitts destroyer-flotiller. Da Hipper opdagede fjenden, vendte han, og nu begyndte et kapløb mellem de to flåder, hvori engelskmændene med 29 knob halede ind på tyskerne. I begyndelsen var flåderne 14 sømil fra hinanden, men ca. kl. 9 løsnede »Lion« et prøveskud på 20.000 yards afstand, og lidt senere, da afstanden var 10 sømil, fik »Lion« sin første træffer i »Blücher«. Kl. 9:15 havde hvert britisk skib det tilsvarende nummer i fjendens linje under beskydning. 3 salve ramte »Blücher« i vandlinjen, og 4. salve bragte to tårne ud af funktion. Ved 10-tiden stod »Blücher« i flammer, også »Seydlitz« og »Derfflinger« var i brand, »flammerne slog op over tårnene så høje som huse«. Hipper ville nu ofre sine jagere for at redde slagkrydserne, men de britiske destroyers drev dem tilbage assisteret af »Lion«s ild. En torpedo fra »Arethusa« ramte »Blücher«, der krængede over og sank, hvorpå »Arethusa« reddede 150 mand. De 3 ledende tyske skibe koncentrerede deres ild på »Lion«, fra kl. 9:30 blev den ramt gang på gang, kl. 10 blev dens forreste tårn knust og pansret gennemboret, og kl. 10:52 blev kondensatoren beskadiget, farten gik ned til 15 knob, og »Lion« drejede ud af linjen. På dette tidspunkt måtte kontreadmiral Moore på »New Zealand« overtage kommandoen; »Lion« havde, da man så et periskop i vandet, hejst signal for, at eskadren skulle dreje 8 streger til bagbord, samt »angribe fjendens bagtrop« og som afskedsråd »hold nærmere til fjenden«, men signalet vajede, så kun kanten af flagene sås. Moore var ikke på det rene hermed. Signalet blev fortolket som ordre til at angribe den isolerede »Blücher«, hele operationen faldt fra hinanden, og Hipper, der ved et eneste skud var undsluppet den sikre ødelæggelse, dampede nu mod Helgoland. Om bord i hans skibe brændte det voldsomt, og man var nu kun 40 sømil fra Helgoland. For tyskerne var slaget en fortrædelighed, eskadren var uheldig sammensat med den langsomme »Blücher« mellem de øvrige skibe; ansvaret herfor blev lagt på admiral Ingenohl, der blev fjernet fra kommandoen over højsøflåden og efterfulgt af admiral Pohl (s.d.). — 26. januar beslaglagde den tyske regering alle oplag af korn og mel; England beslaglagde da sådanne varer i skibe som kontrabande, hvorefter Tyskland fra 18. februar erklærede fravandene om Storbritannien for krigszone, hvori ethvert fjendtligt koffardiskib kunne ødelægges, hvilket rummede en fare for neutrale skibe. England besvarede dette med, at man ville opbringe ethvert skib, der medførte varer fra eller bestemt til fjenden, intet skib ville få lov til at sejle til tysk havn. Herved fuldstændiggjordes blokaden af Tyskland. De tyske ubådschefer tiltrak sig straks opmærksomheden ved hårdhændet optræden, undtagen Otto Weddingen (s.d.), hvis båd »U 29« blev vædret 18. marts. Damperen »Falaba« blev 27. marts torpederet, og 121 personer druknede, uden at man fra ubåden rakte dem en hjælpende hånd. 28. marts blev damper »Bruxelles«, kaptajn Fryatt (s.d.), angrebet, men undslap. Hospitalsskibe (s.d.), passagerdampere og fiskerfartøjer blev ødelagt. Kampen begyndte mod ubådene, og allerede 5. marts blev den første skudt ned ved Dover. 1. maj skød 4 britiske destroyere 2 tyske torpedobåde i sænk i Kanalen, og en britisk destroyer blev torpederet af en ubåd. Fra 7. maj daterede sig den begyndende misstemning mellem Amerika og Tyskland, idet den store britiske liner »Lusitania« (s.d.) blev torpederet uden varsel udfor Irlands sydkyst. I anledning af denne rædselsfulde handling udveksledes flere noter mellem Amerika og Tuskland, indtil Amerika 28. juli meddelte, at man ville betragte lignende handlinger fra tysk side som overlagt uvenskabelige, og med kniven på struben erklærede Tyskland, at man fremtidig ikke ville torpedere passagerskibe uden varsel. — Efter sænkningen af »Lusitania« udviklede ubådskrigen sig mere og mere, England måtte udruste mnage mindre fartøjer, og til bemanding blev alle disponible fiskere antaget til tjeneste. Angrebsmidlerne mod ubådene forbedredes, man begyndte at anvende net nedsænket i vandet, fx ved Dover og Portland Bil, og mellem disse spærringer kunne transportskibene sejle over Kanalen; lignende netspærringer fandtes i Irske Kanal og andre steder; midt i nettene var gennemsejlingsåbninger. — 20. juni blev britisk krydser »Roxburgh« torpederet, 30. juni ramtes en destroyer af torpedo, men begge skibene nåede havn. 26. juli blev en tysk jager skudt i sænk. — Det første krigsår sluttede med, at de tyske krydserflåder på oceanet var ødelagt og den tyske handelsflåde kun henvist til Østersøen; den tyske hovedflåde lå i havnene og Grand Fleet i Scapa Flow. Bombardement af de østengelske byer var ophørt, efter at »Blücher« var skudt i sænk. De tyske ubåde var i virksomhed, de havde fået en fortrinlig basis i Zeebrugges havn, men efterhånden opnåede de ikke store resultater overfor krigsskibene, De britiske krydsere og torpedofartøer holdt søen og opretholdt herredømmet på norsk søterritorium, 7. august udlagde tyske hjælpekrydser »Meteor« minder under engelske østkyst, og 10. august ramtes destroyer »Lynx« af en af disse miner. 16. august beskød en ubåd to byer i det irske hav. For at hindre, at de ny større ubåde udlagde miner, byggede England hurtige motorfartøjer, der lagede ubådene eller strøg efter miner; ligeledes begyndte man at tænke på at armere handelsskibe, da britisk, fransk og amerikansk priseret anerkendte retten til væbnet modstand af krigsførende handelsskibe overfor fjendtlig opbringelse; hvis disse modsætter sig opbringelse, kan de tvinges ved magt.

 

1917. Den almindelige situation ved årskiftet. Under meget kritiske forhold havde Hindenburg-Ludendorff 29. juli 1916 overtaget ledelsen af de tyske hære. Somme-slaget og Brussilofs offensiv bragte såvel vestfront som østfront til at knage i sammenføjningerne, Rumæniens krigserklæring kom en måned senere, og sliddet på de tyske materielle og personelle reserver gjorde sig hårdt gældende. Ganske vist holdt de to hovedfronter trods alt, og ganske vist gennemførte Mackensen og Falkenhayn »programmæssigt« deres koncentriske operation mod Rumænien og tog det meste af dette land og dets rige hjælpekilder i besiddelse, men måde Tysklands og navnlig Østrig-Ungarns kræfter var tyndslidte. Det tyske infanteri, hærens kernetropper, var rystet, sejrssikkerheden var ikke mere på usvigelig som hidtil. I Østrig-Ungarn var tilstandene, navnlig efter af den unge, uerfarne kejser Karl 21. november havde flugt Frans Josef på tronen, ved at blive mislige; dobbeltmonarkiets konglomerat af nationer viste en foruroligende tilbøjelighed til at give efter for de centrifugale kræfter, som altid i vanskelige tider gør sig gældende. Såvel kejser Karl som hans nye udenrigsminister, grev Czernin, der afløste baron Burian, var stemt for en »forståelsesfred uden annektioner og kontributioner«, og da felttoget mod Rumænien i årets sidste måned var gennemført med et for de forbundnes våben særdeles smukt om end ikke afgørende resultat, mente også kejser Vilhelm at kunne se en fordel i at fremsætte et fredstilbud til den i november genvalgte præsident Wilson om at yde sin mellemkomst til indledning af fredsforhandlinger »der derved at spare verden for krigens rædsler«. 20. december tilstillede Wilson de krigsførende magter en note for at erfare de betingelser, under hvilke krigen kunne bringes til afslutning. Men ententen svarede 17. januar 17 pure afvisende, idet det tyske fredsskridt opfattedes som et svaghedstegn. et var herefter givet, at også 1917 skulle våbnene tale. Det stod klart for den tyske ledelse, at skulle der være håb om en heldig udgang, måtte krigen organiseres endnu mere fuldkomment og strengere gennemført med videnskab, teknik og industri taget i krigens tjeneste som aldrig før og med alle personelle kræfter taget i brug til fortsatte rustninger og til »hjælpetjenesten«. Ved lov af 2. december 16 stadfæstedes ledelsens plan, Hindenburgprogrammet, om en den i nogen måde blev beskåret. Kvinder og ganske unge mennesker toges i tjeneste i fabrikker og værksteder; fremstillingen af enhver art af krigsmateriel øgedes systematisk i en grad, som næppe nogen havde tænkt sig muligt, alle stoffer og fornødenheder blev strengt rationeret, og alt våbenført mandskab, lige til 17årige indkaldtes til uddannelse. Hærens enheder, der november 1916 talte 205 divisioner (2.170 bataljoner), blev i løbet af vinteren øget til et antal pr. 1. april 17 af 226 (2.317 bataljoner), fordelt med 151 divisioner på vestfronten, 72 på østfronten og 3 i Serbien. I løbet af 1917 nåede Tyskland op til 238 divisioner, som ganske vist var mindre talstærke end de ældre divisioner (kun 3 regimenter à 3 bataljoner à 800 mand), men til gengæld adskillig bedre udstyret end tidligere med artilleri og materiel. — Trods alle anstrengelser fra centralmagternes side ville ententen imidlertid med nogenlunde lethed kunne bevare overvægten såvel i talstyrke som i udstyr, eftersom så at sige den ganske klodes hjælpekilder efterhånden stod til rådighed, direkte eller indirekte. Dette hindrede imidlertid ikke, at Frankrig, som nu i 2 år havde båret krigens største tyngde som krigsskueplads og som den magt, hvis hær havde måttet tage den væsentligste del af stødet, indtil de engelske hære voksede sig stærke, var træt og spejdede med utålmodighed efter den endelige sejr, som Joffre optimistisk havde lovet både i 1915 og 1916. med den overlegenhed i magtmidler, som ententen nu rådede over, regnede man med i 1917 at kunne tage og beholde initiativet og gennemføre den almindelige storoffensiv på samtlige fronter, som skulle give det endelige resultat. Såvel den russiske som den slagne rumænske hær var under reorganisation under ledelse af franske officerer, og store transporter af ammunition og materiel undervejs fra Stillehavet og af Murmanbanen. Ganske vist mærkedes der i Rusland udslag af de gærende, underjordiske kræfter, der senere på året kom til udbrud, men ved årsskiftet næredes der endnu tillid til, at Rusland skulle kunne tage virksom del i årets offensiv. — Ententens felttogsplan for 1917 var blevet foreløbigt fastlagt ved et møde i Chantilly 15. november 1916. Joffre ville have fortsat trykket på Sommefronten som forberedelse til offensiv i foråret, under hvilken englænderne skulle føre hovedstødet i Ypres-buen, men Haig krævede nogen tids ro til reorganisation af tropperne og til fuldstændig uddannelse af forstærkninger, inden årets afgørende kampe tog deres begyndelse. Det blev så besluttet, at de allierede hære skulle stå klar til angreb midt i februar for at undgå, at tyskerne også dette år kom dem i forkøbet. En påbegyndelse på dette tidspunkt ville være kommet tyskerne meget ubelejligt (se senere: tilbagedragningen til Siegfriedstillingen). Som følge af Joffres afgang som overgeneral lev tidspunktet imidlertid udsat, ligesom planen i det hele efter Nivelles tiltrædelse ændredes. Centralmagterne regnede med at måtte overlade modstanderne initiativet, indtil Hindenburg-programmet kunne virke. Østrigerne ønskede at forny angrebet mod Italien, ligesom bulgarerne ønskede offensiv mod Saloniki. Formålet med begge disse planer var imidlertid for åbenlyst »privat« til, at Hindenburg ville støtte dem, og uden sådan støtte kunne de ikke realiseres. Hindenburg måtte derfor beslutte strategisk defensiv. Som et betydningsfuldt led i krigsførelsen iværksattes fra 1. februar 1917 den uindskrænkede ubådskrig, som Tyskland hidtil var veget tilbage for. den bragte endelig USA til aktiv indgriben i krigen, idet staterne 3. februar afbrød den diplomatiske forbindelse og 5. april erklærede Tyskland krig, fulgt af et stort antal oversøiske lande, der dog virkede mere ved deres antal end ved deres reelle betydning for krigsførelsen.
   Vestfronten 1917. Nivelle ønskede selv at føre hovedangrebet og ikke overlade dette til englænderne. Planen af november 1916 ændredes derfor — i forståelse med den nye engelske regering (Lloyd George) men mod Douglas Haigs ønsker — således: Den engelske hær skulle overtage et nyt stykke af den franske front og indlede årets begivenheder med offensiv på begge sider af Arras 8. april, hjulpet af den franske Nordgruppe (Franchet d'Esperey) mellem Oise og Somme og efterfulgt en uge senere af Nivelles hovedoffensiv på Aisnefronten med en til dette formål nydannet Ágennembrudsgruppe« (Micheler); på den øvrige del af vestfronten skulle de tyske tropper bindes ved forskellige angrebsforetagender og Tyskland derved hindres i at udnytte »de indre linjer«. Til offensiven skulle på hele vestfronten anvendes ca. 65 engelske, 110 franske og 2 portugisiske divisioner (5 engelske og 10 franske arméer med i alt ca. 2,5 mio. mand. — Overfor disse planer besluttede den tyske ledelse, som med de til rådighed på vestfronten værende 151 divisioner ikke kunne tænke på offensiv mod de ca. 190 allierede, at forkorte fronten og skaffe disponibel reserve ved at foregribe den ventede ententeoffensiv med en i stor hemmelighedsfuldhed og meget grundigt forberedt tilbagegang fra den fremskudte Sommefront til en kortere linje (»Siegfriedstillingen«), af de allierede oftest benævnt »Hindeburglinjen«). — Den tyske tilbagegang. Efter forudgående omhyggelige instruktioner gaves 4. februar under stikordet »Alberich« og foretoges gennem februar af 1. halvdel af marts de meget omfattende forberedelser til den tyske tilbagetrækning. Et 40 km bredt terrænbælte blev grundigt og hårdhændet ødelagt, beboerne blev fjernet og alle muligheder for en systematisk og øjeblikkelig forfølgning afskåret. Under dækning af stærke arrièregarder påbegyndtes tilbagetoget 16. marts og gennemførtes efter planen til den angivne linje Arras–Havrincourt–Canal du Nord–vest om St. Quentin–La Fére–St. Gobain–Chemin des Dames–Vailly. Franchet d'Esperey havde 4. marts indberettet, at fjenden utvivlsomt forberedte en retræte, en denne antagelse vandt ikke tiltro. 17. marts havde franskmændene forberedt et angrebsforetagende, men dagen forud var jo tyskerne afmarcheret. Der blev straks iværksat forfølgning, men ødelæggelsesarbejderne var rent ud forfærdende i deres grundighed; alt var raseret: veje, jernbaner, broer, huse, ja selv træer og brønde, Uden væsentlig forstyrrelse nåede tyskerne tilbage til den nu 50 km forkortede front, hvorefter der foretoges en omgruppering af kræfterne: 1) kronprins Rupprechts hærgruppe (4., 6., 1. og 2. armé) mellem Kanalen og La Fére; 2) kronprins Vilhelms hærgruppe (7., 3. og 5. armé) herfra til Ornes, øst for Verdun og 3) hertug Albrechts hærgruppe (arméafdelingerne C., A. og B.) til den schweiziske grænse. Med spænding ventede den tyske hærledelse, som var flyttet fra Pless til Kreuznach, på de allieredes offensiv; der blev tilført de to kronprinsers arméer flere divisioner, ligesom deres forsyning med artilleri og ammunition øgedes betydeligt. — Englændernes offensiv ved Arras 2. april-20. maj. Den tyske tilbagegang havde bragt ikke ringe forstyrrelse i de allieredes angrebsplaner, hele Sommeterrænet måtte »organiseres«, inden man kunne tænke på angreb på de nye tyske linjer. Yderligere vanskelighed opstod ved, at den nye krigsminister, Painlevé i ministeriet Ribot, som 20. marts afløste ministeriet Briand, ikke var enig med Nivelle i dennes planer, en anskuelse, han delte med de 3 gruppechefer. Så sent som 6. april afholdtes på tilskyndelse af den tidligere krigsminister, nu brigadechef Messimy et krigsråd i Compiègne, under hvlket Nivelle tilbød at nedlægge sin kommando. Trods de højere chefers tvivl om resultatet blev offensivplanen så fastholdt, men denne indledning såede intet godt. »Krigsråd« med deltagelse af politikere har aldrig gavnet nogen felttogplan. Efter 6 dages artilleriforberedelse gik det engelske fodfolk 8. april, som planen bød, frem til angreb støttet af tanks. 3. engelske armé (Allenby) og højre fløj af 1. (Horne), i alt 27 divisioner, angreb på begge sider af Scarp-floden mellem Croisilles og Lens, hvilket afsnit på tysk side var besat med 6 divisioner af 6. armé (v. Falkenhausen). Angrebene koncentreredes mod de både 1915 og 1916 stærkt efterstræbte Vimyhøjder, som dannede nøglen til videre fremgang mod Douai. 12. april erobredes højderne. Dermed var — udtaler Sir Douglas i sin rapport — slagets foreløbige mål nået, eftersom det længere sydpå påtænkte angreb over Bapaume jo var overflødiggjort ved tyskernes tilbagegang. Men for at støtte det franske angreb på Aisne-fronten måtte kampen fortsættes. Efterhånden inddroges hele 3. og dele af såvel 4. (Rawlinson) som 5. (Gough), i alt 40 divisioner, i slaget. Også tyskerne tilførte betydelige forstærkninger og regnede med muligheden af at måtte gå tilbage til »Wotanstillingen« (fortsættelse mod nord af »Siegfriedstillingen«), men de engelske angreb ebbede ud omkring 20. maj, efter at fronten var rykket 7-8 km frem til linjen Méricourt-Fresnoy-Gavrelles-Roeux-Fontaine. Lens formåede englænderne ikke at fravriste 6. arme, der under slaget var overtaget af O. von Below, idet von Falkenhausen havde afløst den afdøde von Bissing som generalguvernør i Belgien.
Nivelles hovedoffensiv 6. april-27. maj
Efter englændernes angreb kom 16. april efter ugelang artilleriforberedelse det store franske dobbeltangreb ved Aisne og i Champagne, ventet med megen spænding og nervøsitet såvel i hæren som i det franske folk. Micheler havde ved Aisne fordelt sin armégruppe med 5. armé (Mazel) mellem Brimont og Hurtebise nordvest for Reims, 6. (Mangin) derfra til Laffaux (Chemin des Dames) og 10. (Duchesne) som reserve bag 5. På tysk side stod von Boehns 7. armé med 20 divisioner mod de franske 40. I læ af den overvældende artilleriild, som efter Nivelles også ved Verdun — under mindre forhold — anvendte taktik som en »ildtromle« skulle tillade det efterfølgende fodfolk med »la cigarette à la bouche« at tage de ødelagte fjendtlige stillinger og nå frem til (og kun til) forud for ganske nøje fastsatte mål, nåede de franske angrebsbølger vel ind i de tyske stillinger, men standsedes her af det tyske »elastiske forsvars« modangrebsdivisioner. Efter fornyet artilleriforberedelse genoptoes angreben 18.-20 april og 4. maj med hele angrebsgruppen. Hjulpet af tanks nåede 5. armé frem omtrent til Juvincourt, men standsedes her af den nye tyske 1. armé, som under F. von Below var organiseret af de sammenstødende fløje af 7. og 3. armé. Mangins venstre fløj nåede op på Chemin des Dames, hvor angrebet dog atter gik i stå. Da det blev klart, at offensiven ikke kunne hidføre gennembruddet, blev den derefter standset 27. maj. — Til støtte for dette hovedangreb blev Pétain beordret til at lade den hans Groupe du Centre underlagte 4. armé (Anthoine) angribe i Champagne mod den nu af 1. tyske armé besatte linje Prunay-Auberive. Angrebet, som førtes 17.-22. april, nåede frem til Nauroy-Moranvillers, men kunne ikke bringes ud over denne linje trods et 1. maj gentaget forsøg. Ej heller et angreb, som til venstre for Mangin førtes frem af 3. armé (Humbert) mod St. Quentin, bragte andet end små lokale resultater. — Nivelles plan om gennembrud var mislykkedes og mundet ud i et af de snart sædvanlige »materielslag«. En stærk pessimisme kom til orde såvel i pressen som i Deputerkamret og forplantede sig tilbage til hæren, i hvilken allerede den uro, der omgærdede selve planen, havde haft en ugunstig indflydelse. Nivelle blev afsat og erstattet med Pétain, mens Foch blev generalstabschef. Den krise, der var på vej til at udvikle sig i hæren, og som allerede under offensiven havde givet sig flere alvorlige udslag, lykkedes det dog Pétain ved en klog og besindig fremgangsmåde at overvinde, men han lod tydeligt forstå, at større foretagender måtte man ikke vente af den franske hær i sommerens løb. Et held var det, at tyskerne ikke havde været klar over disse vanskelige tilstande i den franske hær.
Slaget i Flandern
6. Ypresslag 7. juni-3. december. Under Nivelles angreb havde englænderne stadig måttet fortsætte med deres angreb ved Arras, uagtet den engelske ledelse som nævnt var klar over, at det som kunne nås her, allerede var nået 12. april, og skønt forberedelserne til det planlagte senere angreb i Flandern derved sinkedes. Dette sidste foretagende var for særlig engelsk regning, og det videre mål dermed var at trænge tyskerne bort fra Kanalen, hvor tyske ubåde efterhånden havde anrettet adskillig skade på den engelske forbindelse til fastlandet; i Ostende og Zeebrügge var indrettet basis for tyske ubåde. Marskal Haigs forberedelser til denne offensiv var meget omhyggelige. Højderyggen Wytshaete- Messines, der dannede nøglen til de tyske stillinger syd for Ypres, og som måtte erobres som basis for videre angreb, blev fuldstændig undermineret. 7. juni sprængtes pludselig alle disse miner; Plumers 2. armé erobrede højderne og var dermed i besiddelse af det nødvendige udgangspunkt for den påfølgende offensiv. Rawlinsons 4. armé var blevet overført fra Sommefronten og sattes ind nærmest havet; fremdeles overførtes Gough med 5. armé og Anthoine med 1. franske armé. Mens forberedelserne stod på, var 4. tyske armé (Sixt von Arnim) gået til angreb ved selve Kanalen og havde erobret brohovedet med Lombartzijde, så tyskerne kunne sætte sig fast ved selve Ysermundingen. —