Første Verdenskrig

1914-18
05.02.12

Det længe opbyggende våbenkapløb og fjendtligsindede alliancer blandt Europas stormagter brød til sidst ud i krig i 1914. Aftrækkeren til konflikten var attentatet på Østrigs ærkehertug Frans Ferdinand ved Sarajevo (i det nuværende Bosnien), den 28. juni. Selvom en undersøgelse ikke var i stand til at fastslå den serbiske regerings (Peter I) meddelagtighed, sendte kejser Franz Josef af Østrig-Ungarn et ultimatum til Beograd den 23. juli. Det østrigsk-ungarske kejserrige, som anså det serbiske svar for utilfredsstillende, erklærede krig fem dage senere. Rusland (Nikolaj II) var forpligtet til at støtte Serbien og beordrede en generel mobilisering den 30. juli. To dage senere erklærede Tyskland (Wilhelm II), som var allieret med Østrig og Italien i Tripelalliancen, krig mod Rusland, og derefter den 3. august mod Frankrig (præsident Raymond Poincaré), som var i forbund med Rusland og Storbritannien i Tripelententen. Den 4. august erklærede Tyskland krig mod Belgien (Albert I) og invaderede dette land. Storbritannien (George V) kom Belgien til hjælp samme dag. (Italien nægtede at støtte Tyskland og Østrig-Ungarn, og gik til sidst ind i krig mod dem den følgende maj).
   Tyskland og Østrig, som snart blev kaldt Centralmagterne, fik tilslutning af Tyrkiet den 2. november og af Bulgarien den 14. oktober 1915. Serbien, Rusland. Frankrig, Belgien og Storbritan-nien blev kendt som de allierede. Senere var aktive deltagere i krigen på allieret side Montenegro (5. august 1914), Japan (23. august 1914, Italien (23. maj 1915), Portugal (9. marts 1916), Rumænien (27. august 1915), USA (6. april 1917) og Grækenland (27. juni 1917). Endnu et dusin lande erklærede krig mod Centralmagterne, men bidrog ikke til kampene.
   Kampene rasede rundt omkring i verden, men størstedelen af slagene fandt sted på Vestfronten i det nordlige Frankrig og Belgien; Østfronten langs grænserne til Rusland; den italienske front overfor Østrig-Ungarn; Balkanfronten i Serbien, Tyrkiet og Rumænien; den tyrkiske front i Egypten, Palæstina og Mesopotamien; Afrika; Kina; og til søs. Disse slag så oprindelsen til størstedelen af de kraftige våbensystemer i Anden Verdenskrig, især kamp-vogne, ubåde, fly og maskingevær og hurtig-skydende artilleripjecer.
   Rusland var den første stormagt der forlod krigen, den 3. marts 1918. Bulgarien overgav sig den 29. september, Tyrkiet den 31. oktober, og Østrig-Ungarn den 3. november. På vestfronten fik to enorme allierede offensiver, indledt den 26. og 27. september, de tyske arméer til at smuldre efter mere end fire års dødvande. Kejser Wilhelm II abdicerede den 9. november og dage senere sluttede en våbenhvile kampene. En række af traktater, underskrevet i 1919, bragte fred til Europa. I alt kostede Første Verdenskrig næsten 10.000.000 døde og omkring 20.000.000 sårede. Stormagternes tab var:

ALLIEREDE

-
Dræbte
Sårede
Storbritannien
947.000
3.122.000
Frankrig
1.385.000
3.044.000
Rusland
1.700.000
4.950.000
Italien
460.000
947.000
USA
115.000
206.000

CENTRALMAGTERNE

-
Dræbte
Sårede
Tyskland
1.808.000
4.247.000
Østrig-Ungarn
1.200.000
3.620.000
Tyrkiet
325.000
400.000

Vestfronten

Østfronten

Italienske front

Balkanfronten

Tyrkiske front

Afrika

Kina

Krigen til søs

Verdenskrigen. Forhistorie. Tripelalliancen. Efter den franske-tyske krig forskødes det europæiske magtcentrum til Mellemeuropa. Den engelske ambassadør i Berlin sagde åbent, at regeringerne nu måtte lade Bismarck »gøre hvad han ville«. Men som den kloge realpolitiker ville Bismarck ikke lade Tyskland stræbe efter verdensherredømmet. Efter hans mening var Tyskland »mæt«, det havde slået sin medbejler til hegemoniet i Europa ud og måtte være tilfreds med stillingen som Europas første landmagt, trygt hvilende på de »stærkeste bataljoner«. Uroligheder på Balkan var ikke en pommersk grenaders knogle værd, og ud over Europas horisont til de fjernere verdensdele nåede hans blik ikke. Under en sådan tingenes tilstand var der ingen fare for verdensfreden. Den til tider stærke modsætning mellem England og Rusland, navnlig i alle asiatiske spørgsmå, kunne vanskelig føre til krig, da parterne militært ikke kunne få ram på hinanden, heller ikke de kolonile modsætninger mellem England og Frankrig syntes at kunne føre til krig. Der var endnu nok at tage af i de uudnyttede verdensdele, og hvert af landene havde tilstrækkeligt af store koloniale opgaver til at ville krig på spørgsmålet om et lidt mere eller mindre.
   For at bevare og hævde Tysklands nylig vundne stormagtsstilling mente Bismarck det klogest at sikre sig ved alliancer. Han forudså altid og ængstedes for »koalitionens mareridt«, den onde drøm, der gik i opfyldelse i 1914. Da det traditionelle tysk-russiske venskab, væsentligt baseret på de gamle kejseresfælles monarkiske interesser, ikke forekom ham tilstrækelig betryggende, lod han den tyske politik mere og mere orientere sig i østrigsk retning og indgik 1879 den første alliancetraktat med Østrig-Ungarn, en traktat, der siden uvægerligt fornyedes lige til verdenskrigens afslutning. Ikke tilfreds hermed opbyggede han efterhånden et stort, indviklet system af alliancer og politiske aftaler. Hovedformålet med den tysk-østrigske alliancetraktat var gensidig hjælp overfor Rusland. Til den føjedes 1881 en tysk-østrigsk-russisk traktat med gensidig forpligtelse til fælles handling i alle balkanspørgsmål. +++(HK9/1925)