Første Verdenskrig

1914-18
08.05.07

Det længe opbyggende våbenkapløb og fjendtligsindede alliancer blandt Europas stormagter brød til sidst ud i krig i 1914. Aftrækkeren til konflikten var attentatet på Østrigs ærkehertug Frans Ferdinand ved Sarajevo (i det nuværende Bosnien), den 28. juni. Selvom en undersøgelse ikke var i stand til at fastslå den serbiske regerings (Peter I) meddelagtighed, sendte kejser Franz Josef af Østrig-Ungarn et ultimatum til Beograd den 23. juli. Det østrigsk-ungarske kejserrige, som anså det serbiske svar for utilfredsstillende, erklærede krig fem dage senere. Rusland (Nikolaj II) var forpligtet til at støtte Serbien og beordrede en generel mobilisering den 30. juli. To dage senere erklærede Tyskland (Wilhelm II), som var allieret med Østrig og Italien i Tripelalliancen, krig mod Rusland, og derefter den 3. august mod Frankrig (præsident Raymond Poincaré), som var i forbund med Rusland og Storbritannien i Tripelententen. Den 4. august erklærede Tyskland krig mod Belgien (Albert I) og invaderede dette land. Storbritannien (George V) kom Belgien til hjælp samme dag. (Italien nægtede at støtte Tyskland og Østrig-Ungarn, og gik til sidst ind i krig mod dem den følgende maj).
   Tyskland og Østrig, som snart blev kaldt Centralmagterne, fik tilslutning af Tyrkiet den 2. november og af Bulgarien den 14. oktober 1915. Serbien, Rusland. Frankrig, Belgien og Storbritan-nien blev kendt som de allierede. Senere var aktive deltagere i krigen på allieret side Montenegro (5. august 1914), Japan (23. august 1914, Italien (23. maj 1915), Portugal (9. marts 1916), Rumænien (27. august 1915), USA (6. april 1917) og Grækenland (27. juni 1917). Endnu et dusin lande erklærede krig mod Centralmagterne, men bidrog ikke til kampene.
   Kampene rasede rundt omkring i verden, men størstedelen af slagene fandt sted på Vestfronten i det nordlige Frankrig og Belgien; Østfronten langs grænserne til Rusland; den italienske front overfor Østrig-Ungarn; Balkanfronten i Serbien, Tyrkiet og Rumænien; den tyrkiske front i Egypten, Palæstina og Mesopotamien; Afrika; Kina; og til søs. Disse slag så oprindelsen til størstedelen af de kraftige våbensystemer i Anden Verdenskrig, især kamp-vogne, ubåde, fly og maskingevær og hurtig-skydende artilleripjecer.
   Rusland var den første stormagt der forlod krigen, den 3. marts 1918. Bulgarien overgav sig den 29. september, Tyrkiet den 31. oktober, og Østrig-Ungarn den 3. november. På vestfronten fik to enorme allierede offensiver, indledt den 26. og 27. september, de tyske arméer til at smuldre efter mere end fire års dødvande. Kejser Wilhelm II abdicerede den 9. november og dage senere sluttede en våbenhvile kampene. En række af traktater, underskrevet i 1919, bragte fred til Europa. I alt kostede Første Verdenskrig næsten 10.000.000 døde og omkring 20.000.000 sårede. Stormagternes tab var:

ALLIEREDE

-
Dræbte
Sårede
Storbritannien
947.000
3.122.000
Frankrig
1.385.000
3.044.000
Rusland
1.700.000
4.950.000
Italien
460.000
947.000
USA
115.000
206.000

CENTRALMAGTERNE

-
Dræbte
Sårede
Tyskland
1.808.000
4.247.000
Østrig-Ungarn
1.200.000
3.620.000
Tyrkiet
325.000
400.000

Vestfronten

Østfronten

Italienske front

Balkanfronten

Tyrkiske front

Afrika

Kina

Krigen til søs