Franske Revolutionskrige

1792-1802

Den lovgivende forsamling, som havde overtaget den revolutionære magt i Frankrig i 1791, blev målet for en preussisk-østrigsk alliance den følgende februar. Disse magter fik tilslutning fra Sardinien (Piedmont), Storbritannien, Nederlandene, Spanien, Neapel, Pavestaten, for at danne den Første Koalition. Krigen begyndte i 1792 med den franske sejr over Preussen ved Valmy. Under Nationalkonventionen (1792-95) drev Frankrig først Preussen og derpå Spanien ud af krigen. Piedmont, Neapel og Pavestaten blev løbet over ende. Mod Østrig (som handlede på vegne af Det tysk-romerske Rige, Storbritannien og Nederlandene, fuldførte Direktoratet (1795-99) krigen i Tyskland, til søs og, under Napoleon Bonaparte, i Italien og Ægypten. Østrig gik ud af krigen i 1797, men Rusland sluttede sig til Storbritannien året efter. Da Østrig, Napoli, Portugal og Det osmanniske Rige også gik ind i konflikten, tog krigen af den Anden Koalition form. Rusland trak sig ud i 1799. Denne fase sluttede da osmannerne, Østrig og Napoli (i 1800 og 1801) og Storbritannien (i 1802) indgik fred med Frankrig. Frankrig havde overherredømmet til lands, Storbritannien på havet. Imens var Napoleon blevet den første konsul i 1799. Fem år senere ville han blive kronet som Napoleon I, kejser af Frankrig. For efterfølgende slag, se Napoleonskrigene.

1792 erklærede Frankrig de allierede krig; Dumouriez, fransk krigsminister, ville komme de allieredes påtænkte indfald i Frankrig og fremrykning mod Paris i forkøbet ved et indfald i Nederlandene, men angrebet afvistes af østrigerne, så at de franske i opløst tilstand måtte gå tilbage over grænsen. De allierede rykkede nu ind i Frankrig, hvor Dumouriez ved Valmy havde samlet 50.000 mand under Kellermann. »Kanonaden« ved Valmy rystede den preussiske hær i den grad, at hertugen af Braunschweig trak sig tilbage. 6. november slog Dumouriez derefter østrigerne ved Jemappes og besatte hele Belgien. I begyndelsen af 1793 udbrød opstand i de nordvestlige landskaber, og den første koalition dannedes mod Frankrig. Dumouriez rykkede ind i Holland, men blev 18. marts slået ved Neerwinden, navnlig ved ærkehertug Karls indgriben. Dumouriez ville nu føre hæren mod Paris, men nødtes af sine soldater til at søge tilflugt hos fjenden. Opstande udbrød nu også i Syd-Frankrig, hvor Toulon blev overgivet til englænderne, men dog atter erobret af de franske, ved hvilken lejlighed Napoleon for første gang udmærkede sig. Overalt ved grænserne fandt der en mængde kampe sted, uden at nogen af parterne opnåede et afgørende resultat. De franske hære havde hidtil bestået af linjetropper og frivillige, men nu indførtes masseudskrivning eller almindelig værnepligt, så at de franske kunne opstille 500.000 mand fordelt i 14 selvstændige hære, hvis overledelse tilfaldt Carnot »Sejrens organisator«, som forjog næsten alle fjender fra Frankrigs grund. På nordgrænsen sejrer Jourdan over østrigerne, englænderne og hollænderne ved Fleurus og splitter disse, og Pichegru går over isen ind i Holland og afvæbner den hollandske hær; også ved Rhinen havde de franske heldet med sig, de tyske lande vest for Rhinen indtoges og indlemmedes, og Preussen og Spanien sluttede fred i Basel. Hidtil havde hære på 100 til 200.000 mand kæmpet uden noget bestemt mål og splittet over store rum, så at man intetsteds var overlegen. Overledelsen manglede energi og vilje, men heri skete en forandrig i den napoleonske periode 1796-1800, hvor der samtidig optrådte to fremragende feltherrer, ærkehertug Karl og general Bonaparte, der førte krigskunsten til et så højt standpunkt som ingen sinde før eller senere. Marts 1796 overtog Bonaparte befalingen over den italienske hær og indto efter glimrende sejre Lombardiet, idet han energisk rykker ind mellem østrigerne og piemonteserne, slår først disse og vender sig derefter mod østrigerne under Beaulieu, hvis arrièregarde bliver slået ved Lodi, hvorefter Bonaparte besætter Milano og tvinger østrigerne tilbage til Tirol, og kun fæstningen Mantova holder sig. Østrigerne sender nu efterhånden 4 hære til Italien for at undsætte Mantova; men Bonaparte slår dem alle og tvinger til slut Mantova til overgivelse i februar 1797, hvorved 16.000 østrigere faldt i fangenskab. Samtidig med kampene i Italien kæmpede Rhinhæren i Tyskland. Moreau trængte ind i Bayern og tænkte på i forbindelse med Bonapartes hær at gå mod Wien. Men ærkehertug Karl kastede sig med den østrigske hær over Jourdan, der efter kampene ved Limburg og Altenkirch blev kastet tilbage over Rhinen, så at også Moreau måtte trække sig tilbage over denne flod. 1797 kommer ærkehertug Karl til Italien for at samle de her værende splittede kræfter. For at hindre dette støder Bonaparte nu frem mod Wien, samidig med at Moreau på ny rykker ind i hjertet af Tysklan, hvorved Østrig tvinges til freden i Campo Formio. +++(HK4/1922)

Første koalition

Franske ekspedition til Egypten

Anden Koalition