Giuseppe Garibaldi

Italien, 1807-82 03.01.13

Italiensk friheshelt, født i Nizza 4. juli 1807, død på Caprera 2. juni 1882. Døddømtes som mazzinist 1834, flakkede siden som sømand vidt omkring og udstod mange farer, bl.a. som deltager i Syd-amerikas indre krige, men kom 1848 hjem og tilbød Sardinien sin hjælp. Afvist som republikaner kæmpede han da som friskarehøvding i egnen omkring Como-søen. I december samme år drog Garibáldi til Rom, deltog som medlem af den grundlovgivende forsamling i republikkens oprettelse og medvirkede tappert ved byens forvar (april-juni). Efter Roms fald førte han sine skarer mod nord, men blev stoppet af østrigerne. Forvist fra Genova og siden fra Torino forlod Garibaldi atter Europa og var bl.a. en tid skibsfører i Stillehavet. Hjemvendt 1854 købte han en del af øen Caprera og blev nationalforsamlingens næstformand. Under krigen 1859 gjorde han stor nytte i spidsen for et frivilligt alpejægerkorps, og 1860 fik han sæde i deputeretkampret. Her protesterede han harmfuldt mod Nizzas afståelse til Frankrig og fattede fra da af en dyb uvilje mod Napoleon III. Under indtrykket heraf undfangede Garibaldi, hemmelig støttet af konge, idéen til sit navnkundie tog til Sicilien, som da var i oprør. I maj 1860 førte 2 dampskibe ham med ca. 1.100 »rødskjortede« frivillige fra Genova til Sicilien, hvor han landsteg 11. maj ved Marsala. 15. maj sejrede han ved Calatafimi, 27. maj holdt han under jubel sit indtog i Palermo. Folk strømmede til ham, overalt modtoges han som befrier; han erklærede sig for diktator. 20. juni sejrede han ved Milazzo, hvorefter Messina faldt. Sicilien var frigjort, turen kom nu til Napoli. 20. august gik skarerne over strædet, 7. september var Garibaldi i hovedstaden. Hans tog havde eventyrets glans, lynsnart og kækt som det var, båret frem af folkets begejstring. En stor del af de napolitanske tropper gik over til ham. 1.-2. oktober sejrede Garibaldi ved Volturno, og ved de norditalienske troppers komme var Napolis skæbne beseglet. Efter at en folkestemning havde vedtaget forening med Sardinien, kunne Garibaldi som triumfator med Victor Emanuel ved sin side holde indtog i byen (7. november). Garibaldi nedlagde diktaturet og afslog med storartet uegennytte enhver form for belønning. Fortrydelig over at værket ikke fuldendtes ved Roms erobring trak han sig tilbage til Caprera. 1862 besluttede han at handle på egen hånd og førte i august 3-4.000 mand gennem Kalabrien mod Rom, men blev standset af de kongelige tropper. Såret førtes han som fange til Spezia, men løslodes 5. oktober mod at drage til Caprerea. Nogen tid forholdt helten sig i ro. 1864 besøgte han England, hvor alle samfundslag kappedes om at hædre ham. Krigen 1866 kaldte ham atter til handling, og som chef for 20 frivillige bataljoner kæmpede han på ny i Alperne, denne gang dog med mindre held. Tanken om Roms erobring ulmede imidlertid stadig i Garibaldis sin, og 1867 slog den atter ud i lue. Men af frygt for diplomatiske forviklinger med Frankrig var de italienske myndigheder på post, og i september fangedes Garibaldi og førtes til Caprera. Undvegen herfra stod han i oktober med sine skarer i Roms nærhed, og pavehæren led nederlag ved Monte Rotondo. Da lykkedes det 3. november den franske hjælpehær at slå Garibaldi afgørende. Forsøget var ater strandet, Garibaldi slap efter en måneds fangenskab atter løs, men hans uheld havde nu gjort ham bitter og mere revolutionær. Efter kejserdømmets fald 1870 viede han Frankrig sin klinge og førte om Dijon en tapper, men virkningsløs guerillakrig. Efter freden optoges han i den franske Nationalforsamling, men trak sig krænket tilbage til Caprera, som nu ved kongens gave helt var hans. Som Roms repræsentant i Kamret talte han kraftigt for en regulering af Tiberen og opdyrkning af Campagnen. 1876 modtog han af staten en årpenge på 100.000 lire. Hans død vakte landesorg, og hans lig jordedes på Caprera på statens bekostning og under store højtideligheder. Blandt de mange moumenter over ham kan nævnes et i Rom og et i Nizza.+++ (HK4/1922)