George III

England, 1738-1820

Konge af England 1760-1820, kurfyrste af Hannover. Sønnesøn af George 2. Brød med Whiggerne og kabinetsstyret for selv at herske; men nederlaget i Amerikanske Uafhængighedskrig tvang ham til 1783 at tage Pitt den Yngre til premierminister. Kongens magt over Underhuset havde hvilet på bestikkelser; men nu blev parlamentarismen genoprettet. George var periodisk sindssyg i sine sidste år.

Georg III (1738-1820), konge af Storbritannien 1760-1820, søn af Georg II.s søn Frederik og Augusta af Mecklenburg-Strelitz. Georg var meget ringe begavet og tidlig tungsindig, meget konservativ opdraget blev det hans mål at gennemføre et personligt regimente med frit valg af ministre. Det lykkedes ham også hurtigt ved at slutte sig til toryerne at bryde whigslægternes magt og få sin yndling Lord Bute til premierminister (1762-63), men dennes kongelige politik ophidsede folkestemningen, og de følgende år måtte Georg trods sin forbitrelse finde sig i forskellige whigministerier. 1770-82 formåede dog toryen Lord North at bevare magten ved hjælp af whiggernes uenighed, bestikkelser og den krigerske stemning mod det nordamerikanske oprør. Nederlaget styrtede toryerne og Georg måtte atter trods alle intriger finde sig i at have whigger til ministre, endogså den forhadte Ch. Fox (1783). Efter dennes fald styrede toryen Pitt med stor kraft, uden at Georg fik synderlig indlfydelse; men han var dog tilfreds med Pitts energiske angreb på den franske revolution og Napoleon. 1765 og 1788 havde Georg anfald af sindssyge, 1805 blev han blind og 1811 fudlstændig sindssyg, så at hans søn Georg IV måtte overtage regentskabet. Sønner: Georg IV, Vilhelm, konge 1830-37; Edvard, hertug af kent (s.d.); Ernst August (s.d.) o.a. (HK4/1922)

Hustru:
Charlotte Sofie af Mecklenburg-Strelitz

Børn:
William, hertug af Clarence; 1830-37 William 4.
Georg (Georg IV)
Frederik, hertug af York
Edward, hertug af Kent
Charlotte (senere dronning af Württemberg)
Ernst August, hertug af Cumberland (1837 konge af Hannover)