Napoleon (Bonaparte) I

Frankrig, 1769-1821

Kejser af Frankrig, født i Ajaccio på Korsika 15. august 1769, næstældste søn af Carlo Bonaparte og Marie Letizia født Ramolino. Fik 1770 friplads i militærskolen i Brienne, 1784 i Paris. 1785 løjt-nant i artilleriet. I skoletiden var han indesluttet og stejl, reves undertiden hen af en lidenskabe-lig voldsomhed; hans ærgerrighed og hans store evner bemærkedes tidlig både af lærere og kammerater. Tidlig stærkt påvirket af Plutark og Rousseau og derfor ivrig demokrat og republika-ner. Han var oprindelig uden sympati for Frankrig, men derimod ivrig korsikansk patriot, og først da han under gentagne ophold på sin fødeø forgæves havde søgt indflydelse under de hidsige parti- og familiekampe, bestemte han sig til at knytte sin fremtid til Frankrig. 1793 drog han tvunget dertil af Paoliernes parti, til Frankrig med hele den øvrige familie. Han sluttede sig til bjergpartiet i dets kamp mod Girondisterne og fik oktober 1793 som bataljonskommandant lejlighed til at vise sin feltherredygtighed ved indtagelsen af Toulon, idet det særlig skyldtes hans artilleridispositioner, at englændrne og spanierne måtte rømme byen. februar 1794 udnævntes han til brigadegeneral i artilleriet og gjorde tjeneste i Italien, hvor han vandt stor indflydelse som militær rådgiver for konventskommissærerne, især Robespierreres broder. Hans nære forhold til denne bragte ham i vanskeligheder, da Robespierre blev styrtet juli 1794; han måtte forlade Italien og blev endog september 1795 pga. ulydighed afskediget, sålede at han nu en kort tid var uden stilling og indtægter. Imidlertid fandt han en ny velynder i Barras, og som dennes hjælper vakte han atter opmærksomhed ved at slå den konservative Vendémiaire-opstand ned, oktober 1795. Han udnævntes nu til divisionsgeneral og fik overkommandoen over de indenrigske tropper, 9. december 1796 blev han gik med Josephine Beauharnais, der havde megen indflydelse i ledende kredse; allerede 2. marts havde de to direktører Carnot og Barras skaffet ham overkommandoen over den franske hær i Italien. den lille, energisprudende 28-årige general vandt hurtig autoritet både hos mandskab og officerer; han vænnede soldaterne til at sæte deres lid til ham personlig mere end til regeringen (således allerede i den berømte første proklamation til hæren). Han fik på den måde efterhånden soldaterne til stødvis, når det var nødvendigt, at yde det yderste i retning af lange, hurtige marcher og voldsomme angreb. hans ilsnare bevægelser, nøje kendskab til terrænet og fjendens stilling og styrke og hans evne til at bregne deres sandsynlige planer skaffede ham en række sejre over sardinierne og østrigerne (slag ved Lodi). I få uger har hele Lombardiet erobret og østrigerne indesluttede i Mantova, der måtte overgive sig februar 1797, efter at østrigske hære var bleven slået ved Castiglione, Arcole og Rivoli. Derefter foreløbig fred i Leoben 18. april, endelig fred i Campo Formio oktober 1797, 9. december 1797 var han i Paris. Direktoratet var noget misfornøjet med hans egenmægtige dispositioner i Italien og ængstelig over den uhyre popularitet, han havde vundet, og søgte at få ham bort fra Paris. Først tænkte man på at lade ham forberede en landgang i England, men da han påviste det umulige i at udføre en sådan og derimod ivrigt optog en af Direktoriets ny udenrigsminister Talleyrand fremsat plan om at erobre Ægypten, en plan hvortil han selv knyttede håb om fremtrængen i Orienten, om tilintetgørelse af Englands kolonimagt og om eget ry, gik Direktoriet gerne ind på denne plan, der for en tid ville fjerne ham fra Frankrig. +++

 

Fransk officer, kejser 1804-14, 1815.