Ardennerne II
Belgien/Luxembourg

Anden Verdenskrig, 1944-45

Populært kaldt "Slaget i Lommen". I efteråret 1944 tillod det stædige nazistiske forsvar af Siegfried-linjen de tyske arméer nogen tid til at reorganisere sig. Hitler beordrede derefter feltmarskal Gerd von Rundstedt til at indlede en større offensiv, med det formål at generobre Liége og Antwerpen og således overskære general Dwight Eisenhowers allierede styrke spredt fra Nordsøen til Schweiz. Det andet formål var at knuse de fire allierede arméer nord for linjen Bastogne-Brussel-Antwerpen — den canadiske 1., britiske 2., amerikanske 9. og størstedelen af den amerikanske 1. Hitler valgte Ardennerne (stedet for hans bemærkelsesværdige gennembrud i 1940) som sit angrebspunkt. Her var general Troy Middleton’s VIII amerikanske korps spredt tyndt ud over en 120 km lang front fra Monschau sydpå til Echternach.
   Skjult af tæt tåge, begyndte det nazistiske angreb (Operation Watch on the Rhine) tidligt den 16. december. Schutzstaffel (SS) general Sepp Dietrichs 6. Panzer-armé havde ansvaret for hovedfremstødet, støttet til venstre af 5. Panzer- (Hasso von Manteuffel) og 7. (Ernst Brandenberger) armé. Det massive angreb af 20 divisioner overraskede amerikanerne og sendte den 28. og 106. infanteri- og 9. panserdivision vaklende tilbage i uorden. En nazistisk specialenhed (under oberst Otto Skorzeny) forklædt som amerikanere, gennembrød bagtroppen og afbrød kommunikations- og transportlinjer. Med til at forøge de allieredes forvirring var nedkastningen med faldskærm af 1.000 mand under oberst Friedrich von der Heydte nær Malmedy. Denne enhed prøvede at forhindre allierede forstærkninger i at komme ind i Ardennerne fra nord.
   
Det pludselige tyske fremstød drev et frontfremspring i den 1. armés (Courtney Hodges) linje. Men på den nordlige skulder organiserede general Leonard Gerow’s V korps hurtigt et hårdnakket forsvar, som afbøjede den 6. Panzerarmés angrebs hovedakse sydpå. Her igen blev nazisterne holdt op fra den 17. til 23. december af en solid vejspærring dannet af den amerikanske 7. panserdivision ved Saint-Vith (på denne nordlige skulder af angrebet blev 125 amerikanske fanger massakreret af SS-tropper nær Malmêdy den 17. december).
   Med nedsat fremdrift mod nord, skiftede feltmarskal Walter Model, i direkte kommando med offensiven, den største tyske indsats til den. 5. panserarme. Kørende vestpå med stor fart, nåede Manteuffel’s panser Bastogne den 20. december. Til at holde dette vitale frafikknudepuntk, var den amerikanske 101. luftbårne hurtigt blevet rykket fremad fra reserve for at slutte sig til dele af den 10. panser og andre kommandofragmenter. Under general Anthony McAuliffe, kastede en sej allieret defensiv perimeter de nazistiske angreb tilbage. Ude af stand til at bryde ind i Bastogne, omringede det tyske infanteri byen mens panserenheder kørte rundt om den og fortsatte mod Meuse. Længere mod syd gjorde den tyske 7. arme kun små fremskridt. Den 20. december placerede Eisenhower alle amerikanske styrker i den nordlige halvdel af fremspringet under midlertidig kommando af den britiske feltmarskal Sir Bernard Montgomery. På samme tid blev general George Patton’s 3. arme beordret til at vende mod nord for at angribe den sydlige flanke af den tyske kile.
   
Under slagets første uge var den allierede luftstyrke blevet immobiliseret af dårligt vejr. Men den 23. december bragte en klar himmel britiske og amerikanske fly ind i kampen og angreb tyske kolonner og forsynede det omringede Bastogen fra luften. To dage senere, nær Celles, angreb den amerikanske 2. panserdivision (Ernest Harmon) den 2. Panzer på den vestlige spids of lommen. Et afgørende to dage langt slag bøjede det nazistiske spydhoved tilbage, 100 km fra Startlingen. 55 km mod sydvest slog Patton’s 4. panserdivision en smal korridor ind til det belejrede Bastogne (26. december), hvor McAuliffe havde latterliggjort et tidligere tysk forslag om overgivelse med svaret “nuts”. Den nazistiske hvirvelvindsoffensiv var nu blevet stoppet, men den lange kostbare eliminering af bulen ind i den allierede linje lå stadig forude.
   
På den sydlige flanke af Ardennerne slog det 3. korps fra 3. armé voldsomme tyske forsøg på at afskære korridoren til Bastogne tilbage og pressede langsomt nordpå. På den nordvestlige side af lommen, stabiliserede Montgomery sin front og gik derefter til angreb den 3. januar med det britiske XXX korps (Bryan Horrocks) og det amerikanske VII (Lawton Collins). Den 8. januar begyndte Model en behændig kæmpende retræte, som med succes trak alle de tyske hovedenheder tilbage. Britiske og amerikanske patruljer fik kontakt nær Saint-Hubert den 13. januar, og tre dage senere blev en solid front reetableret da den amerikanske 2. panserdivision (fra nord) og 11. Panserdivision (fra syd) fik forbindelse ved Houffalize. Første armé, men ikke den niende, kom derefter igen under kontrol af general Omar Bradley’s 12. armékorps. Den 23. januar var den oprindelige front blevet genoprettet.
   
Imens, mod syd i Alsace-Lorraine, havde den tyske 1. armé (general Obstfelder) indledt et angreb den 1. januar mod Laverne-gabet. Her var general Jacob Devers 6. armégruppe blevet tvunget til at dække det hul, som flytningen af 3. armés tropper til Ardennerne havde efterladt. Selvom det nazistiske angreb indledningsvis gjorde fremskrift, beholdt general Alexander Patchs amerikanske 7. armé sin organisation og holdt stand bag Moder-floden den 20. januar. Yderligere mod syd afskar general Jean de Lattre de Tassignys 1. franske armé, forstærket af fire amerikanske divisioner, Colmar-lommen vest for Rhinen mellem den 20. januar og 9. februar.
   Med udgangen af disse sekundære kampe langs den øvre Rhin, kom Slaget i Ardennerne til en afslutning. Hitlers modige sats kostede tyskerne næsten 200.000 tab, 600 kampvogne og angrebskanoner, og mere end 1.500 fly. De allierede mistede omkirng 60.000 mand i dræbte, sårede og savnede. Ardenner-slaget forsinkede den allierede offensiv mod Rhinen med seks uger. Men ødelæggelsen af praktisk talt hele den nazi-reservestyrke hjalp til med at sikre Tysklands endelige nederlag.