Flandern
Holland-Belgien-Frankrig

Anden Verdenskrig, 1940
07.05.07

Tysklands glubske overfald på Vesten begyndte med et fremstød på højre fløj gennem Holland og Belgien af feltmarskal Fedor von Bocks Armégruppe "B". Tidligt den 10. maj erobrede 500 tyske luft-bårne tropper to vigtige broer over Albert-kanalen og neutraliserede det vigtige defensive nøglepunkt ved Fort Eben Emael. På samme tid kørte feltmarskal Walther von Reichenaus 6. Armé på 23 divisioner gennem det smalle sydlige hollandske fremspring og krydsede Meuse-floden ved Maastricht. På andendagen omgik tysk panser den befæstede by Liège og indtog derpå byen bagfra (vest). Belgiens 17 hårdt pressede divisioner begyndte at falde tilbage til linjen ved Dyle-floden. Her fik de tilslutning den 13. maj af den Britiske Ekspeditionsstyrke (BEF) på 9 divisioner (general John Gort) og den franske Første Armé (Georges Blanchard). Men næsten med det samme tvang de fremstormende Panzers de allierede hær tilbage til Schelde-floden. Også denne linje brød sammen den 20. maj. Hele den allierede Første Armégruppe under den franske general Gaston Billotte var ved at blive udmanøvreret og udkæmpet.
   Imens var en endnu større katastrofe for de allierede under opsejling. Bocks knusende angreb vestpå ind i Holland og Belgien var kun et skin-angreb for den tyske hovedindsats sydpå i Ardennerne. Gennem dette skovklædte bjergrige område, som de allierede anså for ufremkommeligt, førte feltmarskal Gerd von Rundstedt sin Armégruppe "A" på 44 divisioner den 10. og 11. maj. Idet de kun mødte begrænset modstand, rykkede tyskerne 110 km frem for at nå den franske grænse den 12. maj. De etablerede brohoveder over Meuse-floden ved Sedan den følgende dag. Anført af general Paul von Kleists Panzer-gruppe på 3 korps, vendte tyskerne sig mod vest og brød igennem til godt kampvogns-terræn. General Günther von Kluges IV armé og general Siegmund Lists XII armé støttede kampvognene. Den franske IX armé (André-George Corap), som prøvede at blokere panserlavinen, blev hurtigt tilintetgjort og dets næstkommanderende under slaget (Henri Giraud) blev taget til fange. General Maxime Weygand afløste nu (19. maj) general Maurice Gamelin som fransk øverstbefalen-de, men slaget var allerede tabt for de allierede. Gennem et 80 km bredt hul i de franske linjer kørte Panzer-spydhoveder under general Heinz Guderian 350 km vestpå på syv dage, for at nå kysten ved Abbeville den 20-21. maj. Dette panserfremstød åbnede en 100 km bred korridor bag de allierede venstre fløj i Belgien. Det eneste stærke modangreb fra syd mod denne korridor af stål kom fra general Charles de Gaulles 4. panserdivision, ved Montcornet mellem den 17. og 19. Mod nord angreb general Lord Gorts BEF mod Arras den 21.-22. maj. Begge angreb blev slået afgørende tilbage.
   Kleists kampvogne vendte nu nordpå langs med kysten for at indtage Boulogne den 23. maj og Calais den 27. maj. De hårdt pressede allierede i nordvest blev yderligere svækket den 28. maj da kong Leopold III overgav sin belgiske hær til den tyske VI armé og blev interneret. Nu var evakue-ring fra havet det eneste håb for at undslippe for den Britiske Ekspeditionsstyrke og resterne af den franske I armé under Blanchard. De allierede faldt tilbage til deres sidste resterende holdepunkt på kysten ved Dunkirk, hvor briterne havde vundet midlertidig overlegenhed i luften.
   Fra den 29. maj til 4. juni blev 338.000 allierede tropper evakueret til England i næsten enhver tænkelig type flådefartøj. (Af de 861 indsatte fartøjer blev 243 sænket). Yderligere 30.000 mand blev efterladt på den blodplettede strand, døde eller som fanger. I det 26 dage lange slag om Flandern mistede de allierede mere end en million mand i fanger alene; totale tyske tab var 60.000. Det knusende allierede nederlag kostede 30 franske divisioner (inkl. næsten alt deres panser i fire af de mistede divisioner), 9 divisioner i BEF og en gruppe af Frie Polske Styrker. Døren var nu åben for et frisk tysk stormløb ind i hjertet af Frankrig.


Belgisk sergeant af infanteriet, 1940