Frankrig

Anden Verdenskrig, 1940
08.05.09

Efter deres overvældende triumf i Flandern, svingede den tyske hær hurtigt mod syd for at skære sig ind i selve Frankrig. Fra kysten østpå til fronten ved Maginot-linjen og derpå sydpå til Schweiz stillede nazisterne armégruppe "B", "A" og "C" på linje, kommanderet af henholdsvis feltmar-skal Fedor von Bock, Karl von Rundstedt og Wilhelm von Leeb. Den franske øverstbefalende, general Maxime Weygand, improviserede en linje som løb østpå langs med Somme- og Aisne-flodene og derefter inden for Maginot-fæstningsværkerne. Men denne front var længere end den oprindelige franske grænse. Og den kunne kun holdes svagt af de 65 divisioner, som var tilbage efter katastrofen i Flandern, som havde kostet Frankrig mere end en tredjedel af sin styrke (samt tabet af 9 af de 11 divisioner i den Britiske Ekspeditionsstyrke).
   Den 5. juni begyndte de Panzer-anførte tyske arméer, med en styrke på 140 divisioner, uimodståeligt at mase fremad på en 160 km bred front mod de demoraliserede franskmænd. På den vestlige fløj kørte Bocks 4. armé (Gunther von Kluge) frem til Seine-floden ved Rouen den 9. juni, mens hans 6. armé (Walther von Reichenau) stødte ned gennem Oise-dalen nord for Paris. Med sammen-bruddet af den franske 10. armé i denne sektor, evakuerede den britiske flåde 136.000 britiske og 20.000 polske soldater til England. I midten startede Rundstedts tre arméer fremad den 9. juni. Den 9. (Maximilian von Weichs), 2. (Adolf Strauss) og 12. (Siegmund List) blev kortvarigt blokeret på og neden for Aisne-floden, men den 12. juni var general Heinz Guderians kampvogne ved at krydse Marne-floden ved Chálons, mens general Paul von Kleists panser mod vest også slog bro over Marne ved Chateau-Thierry. Da disse to Panzer-grupper stødte fremad, blev de franske arméer håbløst splittet. Mod vest racede Bocks panser sydpå fra Seine for at nå Cherbourg den 18. juni og Brest og Nantes en dag senere. I midten stødte Kleist panzers sig frem til Loire (ved Nevers) og til Dijon den 16. juni og ilede derpå ned gennem Rhone-dalen til Lyon. Mod øst ramte Guderians to korps af kampvogne forbi bagsiden af Maginot-linjen til den schweiziske grænse. Franskmændene opgav deres befæstede stillinger om natten den 4.-15. juni, hvilket tillod Leebs 1. og 7. armé at strømme igennem ind i det nordøstlige Frankrig.
   Imens den 11. juni erklærede den franske regering Paris for en åben by og flygtede til Tours, og senere Bordeaux. Den 14. juni gik den nazistiske 18. armé under general Georg von Küchler (sejrherre i Nederlandene og oprydningen af Dunkirk) i strækmarch ind i den franske hovedstad. Tre dage senere søgte den aldrende marskal Henri Pétain, nu Frankrigs premierminister, om fred. Tidligere den 10. juni havde Mussolini erklæret Frankrig krig og sendt italienske tropper frem mod Rivieraen. Frankrigs formelle overgivelse fandt sted ved Compiègne den 22. juni.
   Under hele slaget i Frankrig (som også i de tidligere kampe i Flandern og Holland) havde det tyske Luftwaffe gennemført et ødelæggende angreb fra himlen. Særligt effektiv var Hermann Görings taktiske jagerfly og Stuka-styrtbombefly, som havde støttet de tyske landangreb tæt. I den fem uger lange erobring af vesten havde den tyske hær mistet 27.000 dræbte, 110.000 sårede og 18.000 savnede. Franske tab blev ikke opgivet, selvom nazisterne hævdede at have taget 1.900.000 fanger.
   Den totalt sejrrige tyske Wehrmacht stod nu med herredømmet på det kontinentale Europa vest for Rusland. Kun de Britiske Øer forblev i opposition. En foreslået tysk invasion af England, Operation Sea Lion, stod nu øverst på den nazistiske tidsplan, men enhver erobring af England ville først kræve, at man vandt kontrollen i luften.

Fransk infanterist 1940