Frankrig, nord

Anden Verdenskrig, 1944

Den allieree sejr i Falkaise/Argentan-lommen og den amerikanske general George Pattons hurtige panserkolonner længere østpå gjorde slaget om det nordlige Frankrig til en forfølgelse af tilbagetræk-kende tyske styrker. Allierede planer krævede at man fangede og tilintetgjorde så mange nazister som muligt syd for Seine. Denne flod viste sig at være en betragelig forhindring for de flygtende styrker under feltmarskal Walther Model fordi alle dets broer var blevet ødelagt af britiske og amerikanske fly.
   Med hans højre flanke baseret på Loire, strøj Pattons 3. armé forbi Le Mans den 14. august. Derefter ilede tre korps mod nordøst mod Seine på begge sider af Paris. Den 16. august blev Dreux og Orleans befriet; Chartres faldt den 18. august. XV korps indtog en bro over Seine ved Mantes, vest for Paris, dagen efter. I løbet af de næste seks dage krydsede XV og XII korps Seine med store styrker sydøst for Paris. Den 23. august startede frie franske en opstand i hovedstaden. Den franske 2. panserdivision (general Jacques Leclerc) og det amerikanske V korps ilede til deres assistance og gik ind i byen den 24. august. De tidligere tyske erobrere blev drevet ud 24 timer senere. General Charles de Gaulle opsatte et fransk hovedkvarter i Paris samme dag.
   Imens var tre arméer på den allierede venstre fløj drejet mod nordøst og rykkede stødt frem mod Seine. Fra kysten og ind i landet var de den canadiske 1. (Henry Crerar), britiske 2. (Miles Dempsey) og amerikanske 1. (Courtney Hodges). De tyske styrker foran disse kraftige styrker blev sendt vaklende gennem det nordlige Frankrig. Kun omkring 120 tyske kampvogne slap over Seine.
   På den venstre side af de allierede linjer kørte feltmarskal Sir Bernard Montgomerys 21. armé- gruppe ind i Nederlandene. Den canadiske 1. armé strøj forbi kanalbyerne, som blev ryddet mellem den 1. og 30. september, for at nå Brugge, Belgien, den 9. september. Til højre for canadierne indtog den britiske 1. armé Amiens den 31. august (og tog den tyske armékommandant Hans Eberback til fange), Brussels den 3. september og Antwerpen dagen efter. Selvom tyskerne havde forladt Antwerpen, klyngede de sig til Schelde-flodens munding og blokerede derved for brug af havnen.
   General Omar Bradleys 12. armégruppe gjorde tilsvarende gode fremskridt på den højre side af den allierede linje. Den amerikanske 1. armé tog 25.000 fanger ved Mons den 3. september og kørte derpå ind i Namur, Liége og Luxembourg, fra den 5. til 10. september. På den højre fløj ilede den amerikanske 3. armé gennem Reims og Chalons for at indtage Verdun den 1. september og krydse Moselle vest for Nancy seks dage senere. Den 11. september fik den amerikanske 7. armé (Alexander Patch), som trængte op gennem Rhone-dalen, forbindelse med Pattons styrker og gik ind i den allierede linje nord for Schweiz. Langt bag fremrykningen mod den tyske grænse begyndte den amerikanske general William Simpsons nye 9. armé at svække de tysk besatte havnebyer i Bretagne.
   Men nu tog farten af den allierede fremrykning pga. de stadig længere forsyningslinjer og forøget tysk modstand som de nazistiske hære faldt tilbage mod deres berygtede Siegfried-linje, eller Vestmur. Inden dette slag var begyndt, havde general Dwight Eisenhower flyttet SHAEF (Supreme Headquarters, Allied Expeditionary Forces) til kontinentet for at have direkte kontrol med operationerne. Fire dage senere (5. september) blev feltmarskal Karl von Rundstedt genindsat som den øverste tyske kommandant på Vestfronten. Nazistiske tab i Frankrig siden D-dag udgjorde 530.000.