|
Mens
der fandt langvarige fredsforhandlinger sted ved Munster og Osnabruck,
udbrød der kampe igen på den østlige front i begyndelsen
af 1645. Felt-marskal Lennart
Torstenson, som kommande-rede den svenske hær på Elben,
angreb pludseligt sydpå mod Pragh. Den tysk-romerske kejser Ferdinand
III bad om hjælp fra Maximiliam
I, kurfyrste af Bayern, som sendte sit kavaleri under general Johann
von Werth for at forstærke den kejserlige hær.
Den 6. marts opfangede den kombinerede bayersk-østrigske
hær Torstenson ved Jankau, nær Tabor, 56 km sydøst
for Pragh. Her forhindrede et ujævnt, skovklædt terræn
en formel slagopstilling. I en serie af små selvstændige aktioner
kunne den kejserlige hær ikke udnytte sin overlegenhed i antal mod
de hårdt kæmpende svenskere. Grev von Goetz, den østrigske
kavalerikommandør, blev udmanøvreret og dræbt. Da
hans ryttere foretog en pludselig flugt, fulgte det kejserlige infanteri
efter. Nu var Werths bayerske kavaleri efterladt alene til at kæmpe
mod svenskerne. Selvom bayerne kæmpede tappert, blev de slået
tilbage med svære tab af liv. De overlevende flygtede ind i Pragh.
Kejser Ferdinand forlod sin böhmiske hoved-stad for at søge
tilflugt i Wien. Men da Torstenson forsøgte at erobre Pragh med
en belejring, fandt han oplandet for goldt til at forsyne hans gær.
Derpå trak han sig tilbage ned gennem Elbe-dalen.
Således vandt slaget ved Jankau ingen fordel for
de anti-habsburgske styrker fra Sverige og Fran-krig. men det var et frygteligt
tab for kejseriget. De tunge tab som de bayerske kavlerister led, knækkede
hærens rygrad (som Rocroi to år tidligere havde knust habsburgernes
fremragende spanske infanteri). Imens blev selve Bayern invaderet igen
af en fransk hær.
|
|