Kovel-Stanislav
Ukraine

Første verdenskrig, 1916
Fortsatte tyske angreb på Verdun i vest og østrigsk pres på den italienske front fik zar Nikolaj II til at indlede en anden russisk offensiv for at hjælpe hans franske og italienske allierede. Kun en russisk feltkommandant, general Aleksei Brusilov, som havde ansvaret for den sydvestlige armégruppe, var parat til at angribe. Brusilov, som i stilhed havde samlet fire arméer (8., 11., 7. og 9, fra nord til syd) fra Pripet-sumpene 480 km sydpå til Rumænien, satte i gang den 5. juni. De østrigske arméeer i Ukraine, under den øverste kommando af feltmarskal grev Conrad von Hötzendorf, blev overrumplet og faldt tilbage. Lutsk faldt den 6. juni. Fire dage senere havde russerne rykket 80 km frem mod det vitale transportcenter ved Kovel i den nordlige ende af Brusilovs front. Mod syd blev Czernowitz (Chernovtsy) i Bucovina indtaget den 17. juni. Ved slutningen af måneden havde Rusland påført 700.000 østrigsk-tyske tab i den største succes i krigen.
   Selvom zar Nikolaj II i hast sendte alle tilrådighed værende reserver til Brusilov, var tyskerne og østrigerne i stand til at rykke hurtigere langs deres overlegne laterale jernbanelinjer. Den tyske øverstkommanderende på Østfronten, feltmarskal Paul von Hindenburg, overførte 15 tyske og 8 østrigske divisioner fra andre sektorer for at afstive hans smuldrende linjer. Mod nord tog general Alexander von Linsingen kommandoen over forsvarsværkerne foran Kovel og i bitre kampe først sænkede og derefter stoppede han den russiske offensiv i juli. Mod syd trængte Brusilov så langt vestpå som til Stanislav. Men også her begyndte de østrigsk-tyske linjer at blive mere solide. Den 20. september var slaget, ofte kaldet Brusilov-offensiven, slut. Rusland havde udtømt sine forsyninger af mandskab, våben og ammunition. Hver side havde mistet mere end 1.000.000 mand, omkring halvdelen af dem mistet af hver armé var fanger eller deserterede.
   Dette sidste store slag på den russiske front havde vidtrækkende konsekvenser. Østrig var så svækket at det fuldstændigt underlagde sig Tysklands ledelse i tiden fremover. Rumænien gik, opmuntret af den indledende russiske succes, ind i krigen på den allierede side med katastrofale resultater. Og i Rusland voksede utilfredsheden med den zaristiske regering på hurtigt, at en åben revolution brød ud året efter.