Leningrad
Rusland

Anden Verdenskrig, 1941-44
07.05.07
Den gigantiske tyske invasion af Sovjetunionen buldrede fremad på tre fronter — nord, center og syd — i sommeren 1941. På den nordlige front var det primære mål den vigtige havneby ved Øster-søen Leningrad, den næststørste by i Rusland. For at sikre sig dette mål grupperede feltmarskal Wilhelm von Leeb to tyske arméer i Østpreussen — den 16. og 18. — samt den 3. Panzer-gruppe under general Erich Höppner. Den 22. juni trængte denne styrke mod nordøst ind i Litauen, krydsede Niemen-floden og erobrede hovedstaden Vilnius fire dage senere. Idet han racede fremad erobrede general Erich von Mansteins Panzer-korps broer over Dvina-floden næsten 320 km længere nordpå i Letland. Riga, hovedstaden i Letland, faldt den 1. juli. Mens kampvognene ilede videre frem mod Ilmen-søen, marcherede tysk infanteri ind i Est-land. I august fuldførte Leebs venstre fløj erobringen af de Baltiske Stater op til Narva på grænsen mellem Estland. og Rusland. Den estiske hovedstad Tallin faldt den 30. august. Den højre fløj strøj gennem Pskov, Staraya Russia, og Novgorod mens Hoepners panser trængte nordpå til Luga, kun 145 km fra Leningrad.
   Imens havde Finland erklæret krig mod Sovjet-unionen den 26. juni og arbejdede tæt sammen med nazisterne. Den finske hovedstyrke på 12 division under feltmarskal baron Carl von Mannerheim, samt to tyske divisioner, truede Leningrad fra nord ved at rykke ned gennem den Karelske Halvø. Men fremskridtene her var små og Viipuri (Vyborg) blev ikke erobret før den 30. august.
   Presset fra både syd og nord trak den russiske general Kliment Voroshilov de styrker han kunne tilbage (omkring 200.000) ind i byen og satte hele befolkningen til at bygge forsvarsværker. Derpå tog general M. Khozin over som kommandant af Lenin-grad. Den 4. september var byen under ild men dets forsvarsværker holdt.
   Leningrads befolkning på 3 millioner led frygtelige afsavn under den lange belejring som fulgte. Tusinder blev dræbt og såret af artillerigranater. Flere døde af sult og kulde. Om vinteren slap en del mad, brændstof og militær forsyninger gennem den tyske blokade over den frosne Ladoga-sø.
   Et russisk angreb mod den 16. armé ved Ilmen-søen i februar 1942 var ikke i sand til at fordrive de belejrende tyskere. I løbet af sommeren, blev Manstein, som var rykket mod syd for at erobre Krim, beordret tilbage til denne front. Han anvend-te den samme angrebstaktik med succes som brugt ved Sevastopol men kunne ikke gennemtrænge Leningrads forsvarsværker. I januar 1943 anførte general Leonid Govorov og Kirij Meretskov et nyt angreb mod den nazistiske skruestik men kunne ikke bryde igennem. Imens resulterede det mislykkede tyske forsøg på at erobre byen og det ubønhørlige pres fra russiske modstyrker i hyppige ændringer i den tyske topkommando. Leeb blev afløst af feltmarskal Ernst Busch i begyndelsen af 1942 og Busch senere af feltmarskal Georg Küchler senere samme sommer.
   I midten af januar 1944 indledte fire russiske arméer en storstilet offensiv med det mål at bryde belejringen af Leningrad - Govorov (Leningrad-arméen), Meretskov (Volkhov-arméen), Markian Popov (anden baltiske armé), Ivan Bagramian (første baltiske armé). Meretskov, som angreb langs med en 190 km bred front fra Ilmen-søen nordpå til Leningrad, kæmpede sig vej ind i Novgo-rod den 15. januar og ryddede ti dage senere, hjulpet af Govorov, den østlige bred af Volkhov-floden. Moskva-vejen til Leningrad blev endeligt åbnet, hvilket afsluttede en 31 måneder lang belejring. Den røde armé fortsatte med at presse de forhenværende belejrere vestpå og indtog Luga den 14. februar og Staraya Russia, syd for Ilmen-søen, den 18. februar. Endeligt i marts var den tyske feltmarskal Walter Model, som nu havde ledelsen med armégruppe nord, i stand til at stoppe den russiske fremrykning langs med det estiske grænse ved linjen Narva-Peipussøen-Pskiv.
   Fortrængningen af tyskerne fra Leningrad isolerede den finske hær mod nord. I februar blev Finland den første tyske satellitstat som offentligt prøvede af bryde ud da landet bad om betingelser for en våbenhvile fra Sovjetunionen. Govorov, nu udnævnt til marskal, tog kommandoen med frem-stødet for at slå Finland ud af krigen, mens fredsforhandlingerne fortsatte.
   Den 10. juni angreb Govorovs Leningrad-armé op gennem den Karelske halvø som Rusland havde gjort næsten fem år tidligere. På 10 dage blev Mannerheim-linjen igen gennembrudt som langt tilbage som til Viipuri (Vyborg). På samme tid kørte Meret-skovs omdøbte karelske armé op med jernbanen mod Murmansk, og indtog Petrozavodsk den 29. juni. Derpå stilnede fronten af mens en våbenhvile blev arrangeret. Den 19. september accepterede Finland for anden gang i krigen de russiske fredsbetingelser.
   Imens sydvest for Leningrad havde general Georg Lindemann taget kommandoen over den tyske armégruppe nord i fem måneder med relativ uvirksomhed. Men stilheden var vildledende. Govorov trak sin sejrrige armé tilbage fra den Karelske halvø og vendte vestpå. Han ramte den tyske venstre flanke nord for Peipus-søen, erob-rede Narva den 26. juli og trængte ind i Estland. På samme tid gik general Ivan Maslennikovs 3. baltiske armé til angreb syd for Peipus-søen. Den 24. juli faldt Pskov, den sidste vigtige by i det egentlige Rusland som skulle befries, hvilket åbnede op for et sovjetisk fremstød ind i det sydlige Estland.
   Længere mod syd var en bredere og mere ødelæggende sovjetisk fremstød under opsejling. Bagramian, assisteret af general Andrei Yeremenko, drejede nordpå fra Vilnius (erobret den 13. juli) i Litauen mod Riga-bugten. Den russiske fremrykning nåede Jelgava (Mitau) den 1. august og truede med at splitte den 18. og 16. tyske armé, nu kommanderet af general Ferdinand Schörner. Mod nord fortsatte Govorov sin fremrykning gennem Estland, erobrede hovedstaden Tallin den 23. september og ryddede hele staten frem til måne-dens udgang. Imens foretog tyske tropper rundt om Riga-bugten voldsomme modangreb for at holde en korridor mod vest åben. Endeligt den 14. oktober trængte røde arméer ind i byen Riga. Men på det tidspunkt havde Schörner (som senere blev afløst) været i stand til at trække størstedelen af sin styrke (12 underbemandede divisioner) tilbage til Kurland-halvøen (Courland), som stikker ud i Østersøen. Her lukkede de tre russiske baltiske arméer dem inde i en ring af stål. Den engang magtfulde tyske armégruppe nord var nu blevet reduceret til afmagt. Selvom den fangne styrke kun kunne forsynes fra havet, holdt den ud indtil det følgende forår. Derpå udslettede de russiske tropper, som del af deres overvældende april-offensiv som strakte sig dybt ind i det centrale Europa, den sidste lomme af nazistisk modstand i Letland.