Magnesia
Tyrkiet

Hellenistiske Monarkikrige, 190 f.Kr.

Efter at være blevet afvist ved Thermopylae i sit forsøg på at erobre Grækenland, trak Antiochus III, den Store, af Syrien sig tilbage til Asien. Det følgende år, 190 f.Kr., slog den romerske flåde, hjulpet af Rhodos flåde, den syriske flåde ud for Kreta og derpå indledte Rom sig egen invasion af Syrien. En styrke på 40.000 legionærer under Lucius Cornelius Scipio og hans broder Publius Cornelius Scipio Africanus gik i land på den centrale vestlige kyst af Lilleasien nær Magnesia (ad Sipylum). Antiochius handlede hurtigt for at møde angriberne. Hans hær på 80.000 mand ramte den romerske venstre flanke og trængte frem til lejrpladsen. Men på den anden flanke blev syrerne drevet tilbage af det romerske kavaleri under Eumenes II af Pergamum. På dette afgørende tidspunkt gik de asiatiske elefanter i panik og smadrede gennem deres egen falankse. De romerske legioner tog fordel af de brudte rækkerne foran dem og indledte et vodlsom angreb som jog den større syriske styrke på flugt. Som sædvanligt var de flygtende fodsoldater et let bytte for forfølgerne og led et tab på halvdelen af deres styrke. Romerske tab udgjorde kun 300. Sejren beviste Scipio Africanus ry som Roms største general indtil Julius Cæsars tid.
   Antiochus accepterede Roms fredsbetingelser året efter. Han betalte en stor krigsskades-erstatning, opgav sine resterende krigsskibe og overgav Lilleasien som blev delt mellem Pergamum og Rhodos. Armenien og Bactria tog lejligheden til at bryde ud af Seleucid Riget.