Marne-floden I
Frankrig

Første Verdenskrig, 1914 22.03.13

Det massive slag langs med de franske grænser i perioden 20.-24 august åbnede vejen for fem tyske arméer i midten og på den højre fløj til at trænge dybt ind i Frankrig, fra Verdun vestpå til Amiens. Den største fare for den øverstbefalende general Joseph Joffres allierede linje oven for Paris kom fra hans yderste venstre fløj, hvor general Alexander von Klucks tyske 1. armé invaderede det vestlige Frankrig. Ude af stand til at stoppe den overvældende fjendtlige fremrykning faldt den franske 6. armé under general Michael Joseph Maunoury tilbage indtil den 30. august hvor den var inden for 50 km fra Paris. Her kom den under kontrol af byens militære guvernør, general Joseph Simon Gallieni. Til højre for den franske 6. armé var Den britiske Ekspeditionsstyrke (BEF), fem og en halv division under feltmarkskal Sir John French. Efter hans nederlag ved Mons, Belgien og igen ved Le Cateau den 26. august, havde den britiske kommandør trukket sig brat tilbage gennem Compiègne, uagtsom over at udsætte de allierede franske enheder på hans flanker. Sir John vendte østpå og trak sig tilbage over marne den 3. september. De tre andre franske arméer som vendte mod nord – 5. (Charles Lanrezac, afløst af Louis Franchet d'Esperey den 3. september), 4. (Ferdnand Langle de Cary), og 3. (Maurice Sarrail) – gav modstræbende men gradvist efter overfor fire andre tyske arméers dundrende fremrykning.
   Derefter den 31. august vendte Kluck sit fremadgående stormløb fra syd til sydøst. Den historiske tyske manøvre (Schlieffen-planen) havde krævet, at Klucks styrke skulle foretage en svingende omringning af de franske arméer fra vest og syd for Paris. Men nu da han troede at fjenden var næsten slået, indledte han et indre drejning nord for den franske hovedstad for at oprulle den venstre fløj af den alleirede linje. (Chefen for den tyske generalstab Helmuth von Moltke godkendte ændringen i retning). Kluck nåede Marne den 3. september og krydsede den kun en dag efter BEF og den franske 5. armé. Idet han pressede sine udmattede tropper videre mod syd, stod Kluck halvvejs mod Seine, direkte øst for Paris, om aftenen den 5. september. Den næste morgen, efter ordre fra Moltke som var bekymret for den tyske fremryknings udsatte højre flanke, begyndte den 1. armé at trække sig tilbage mod nord. Det var for sent. Maunoury og Gallieni indledte en overraskende modoffensiv samme morgen (6. september) mod IV reservekorps under general Hans Gronau, langs med Ourcq-floden.
   Trods udmattelse og hjertesorg efter 12 dages retræte i træk, opretholdt de franske tropper på den venstre fløj deres disciplin og vilje til at kæmpe. Da Klucks indre drejning gav en mulighed et kontraangreb, reagerede de ædelt. På højre fløj ramte Maunourys 6. armé på 150.000 mand Klucks udsatte flanke hårdt, mens Franchet d'Espereys 5. armé vendte sig mod sine forfølgere, og drev en kile ind i det 50 km brede gab som havde åbnet sig mellem den tyske 1. og 2. armé (Karl von Bülow). Briterne, som også var vendt om under Sir John Frenchs modstræbende ordre, rykkede også ind i dette gab. På den højre fløj af den franske modoffensiv ramte general Ferdinand Fochs nyligt dannede 9. armé forbindelsen mellem den tyske 2. og 3. armé (Max von Hausen), og holdt derefter ud mod voldsomme modangreb neden for Sand Gond-sumpene.
   I tre blodige dage (6.-8. september) svingede slaget frem og tilbage langs med en 160 km bred front. Mod vest svingede Klucks armé arrigt omkring for at møde Maunourys fankeangreb. De hårdt kæmpende franskmænd holdt med nødt og næppe stand. Vitale forstærkninger ankom fra Paris med taxivogne. Disse var de 6.000 tropper fra IV korps, et af de to korps som Joffre flyttede fra Moselle-fronten for slaget. De blev sat af toget i Paris og hastet i aktion af en flåde på 600 taxier, som foretog to ture på 58 km til linjerne ved Ourcq-floden, nord for Marne. Mod øst indledte Franchet d'Esperey et energisk natangreb den 8-9. september, hvilket drev den føjre flanke af den tyske 2. armé tilbage. Dette tvang Kluck til at trække sig tilbage mod nord for at beskytte hans venstre bagtrop mod briterne, som nu igen krydsede marne. Den 9. september begyndte hele den tyske linje en kæmpende retræte på 65 km tilbage til Aisne-floden, fra foran Verdun vestpå til Noyon. Tab udgjorde omkring 5 procent på hver side i de indsatte enheder - 900.000 tyskere (44 infanteri- og 7 kavaleridivisioner i 5 arméer) og 1.082.000 franskmænd og britere (56 infanteri- og 9 kavleridivisioner i 6 arméer). Moltke blev afsat og erstattet af general general Erick von Falkenhayn den 14. september.
   Et vitalt bidrag til den franske sejr kom fra den østlige ende af Joffres linje. Her holdt den franske 1. (Auguste Dubail) og 2. armé (Noël de Castelnau) stædigt fæstningsbyerne – Épinal, Charmes, Nancy, Toul – langs med Moselle-floden. Trods overførslen af to korps til Marne-fronten, afviste denne højre fløj i 18 dage næsten konstant hamren fra to tyske arméer under kronprins Rupprecht af Bayern - hans 6. og den 7. armé under general Josias von Heeringen. Moltke afblæste endeligt den 9. september det tyske angreb. Mellem den to fronter standsede den franske 3. og 4. armé med succes gennem-trængningen fra Verdun på den øvre Marne af den tyske 5. og 4. armé (hertugen af Württemberg), begge anført af kronprins Friedrich Wilhelm.
   Den franske sejr langs med den 480 km brede Marne-front var tæt på den store triumf som kunne være opnået ved at gennemtrænge de tyske linjer (for en stor del forårsaget af French's tøvende modangreb). Ikke desto mindre må slaget rangere som en af de afgørende træfninger i historien. Det bekræftede den fuldstændige og jævnbyrdige fiasko for de to offensive strategier konstrueret til at bringe krigen til en hurtigt afslutning – den tyske Schlieffen-plan og den franske Plan 17. Således afgjorde det første slag ved Marne at Første Verdenskrig ville vare i lang tid.