Rumænien
Europa

 
Første Verdenskrig, 1916-17 15.11.13

Efter to års ubeslutsomhed førte regeringen under kong Ferdinand I Rumænien ind i krigen på den allierede side den 27. august 1916. Den følgende dag angreb den 1., 2. og 4. armé nordpå gennem de Transylvanske Alper. Den 1. armé stod mod syd for at forsvare linjen med Donau-floden mod Bulgarien. Både krigserklæringen og offensiven var dårligt timet. Andre fronter var stille, hvilket tillod Tyskland og dets svage østrigske partner at koncentrere sig om Rumænien. I de nordvestlige bjerge rykkede de rumænske arméer mere end 65 km på to uger mod den østrigske 1. armé (baron Artur Arz von Straussenburg). Men dårlige forbin-delseslinjer på en 320 km bred front og mere hårdnakket østrigsk modstand bragte angrebet til stilstand den 18. september.
   Imens truede en katastrofe mod sydøst. Fra Bulgarien marcherede den tyske feltmarskal August von Mackensen ind i Dobruja i spidsen for en Donau-arme — bulgarere, tyrkere og nogle få tyskere. Mackensen trængte nordpå mellem Donau og Sortehavet og indtog Turtucaia den 6. september og Silistra tre dage senere. Men den 16. september blev han stoppet syd for Rumæniens eneste havneby ved Sortehavet, Constanta, af en allierede styrke under den russiske general Zaionchovsky — et russisk korps, resterne af den rumænske 3. armé, og en division af serbiske frivillige. Tre rumænske divisioner blev tilbagekaldt fra Transylvanien for at fortstærke denne linje. Den 20. oktober genoptog Mackensen angrebet efter at have modtaget fortstærkninger i form af yderligere to tyrkiske divisioner. Zaionchovskys linje bristede og Donau-arméen strømmede igennem. Constanta faldt den 23. oktober, hvilket udelukkede enhver form for allieret hjælp. Mackensen, som efterlod en besættelsesstyrker der, rykkede vestpå langs med Donau for at deltage i et kombineret angreb på Bucharest.
   Under denne katastrofe i Dobruja var en lige så alvoirlig trussel ved at udvikle sig mod vest. Den tidligere tyske stabschef general Erich von Falkenhayn var ankommet for at tage ledelsen med den tyske 9. armé over for den venstre flanke af den rumænske fremrykning ind i Transylvanien. Den 18. september begyndte Falkenhayn en serie af skarpe modangreb, som på skift tvang den 1., 2. og 4. rumænske armé tilbage. Falkenhayn modtog yderligere forstærkninger og opstrappede sin offensiv den 10. november, hjulpet af den østrigske 1. armé på hans venstre (nordlige) fløj. Rumænerne gav efter langs hele linjen. Som den tyske 9. armé rykkede frem mod Bucharest fra vest, krydsede Mackensen Donau den 23. november og gik til angreb på hovedstaden fra syd.
   Rumænien gjorde yderligere et fosøg på at undgå nederlag. Den 1. december angreb Averuscu, som samlede de tropper han kunne fra området omkring Bucharest, gabet mellem Falkenhayn og Mackensen hårdt. Han tog 3.000 fanger på den venstre flanke af Donau-arméen, men måtte derpå skyndsomt falde tilbage da den tyske 9. armé nærmede sig hans højre flanke og bagland. De fuldstændigt demoraliserede rumænere evakuerede nu Bucharest, den 6. december, og flygtede nordpå for at undslippe de konvergerede tyske fremstød. Den 7. januar havde den rumænske hær, som var reduceret til omkring 150.000 mand og ledsaget af kong Ferdinand, trukket sig tilbage bag Seret- (Sereth) og Pruth-floderne ind i Moldavien. Her holdt de ud, idet de modtog nogen assistance fra Rusland. Tyskland havde vundet alle de vitale kornmagasiner og oliefelter for en pris på 60.000 kamptab. Rumænske tab var på næsten 400.000. En våbenhvile blev endeligt indgået den 6. decem-ber 1917, og en endelig fredstraktat den 7. maj 1918.