Sovjetunionen
Europa

 
Anden Verdenskrig, 1941-44
07.05.07

Efter et vellykket syv uger lang kampagne i Balkan, havde Tyskland herredømmet over hele Vesteuropa med undtagelse af øen Storbritannien. Med denne kamp begrænset til luften og havet var de komplet sejrrige tyske landstyrker fri til det længe planlagte fremstød mod øst (Drang nach Osten) mod en forhenværende allieret, Sovjetunionen. Den 22. juni 1941 indledte Adolf Hitler Operation Barbarossa, det største landangreb i historien, med 138 divisioner, heraf 19 panserdivision. På den venstre fløj angreb feltmarskal Wilhelm von Leebs armégruppe "C" (30 divisioner) fra Østpreussen gennem de baltiske stater mod Leningrad. På den højre trængte feltmarskal Karl von Rundstedts armégruppe "A" (57 divisioner) mod sydøst fra det sydlige Polen og Rumænien ind i Ukraine. Armégruppe "B" (51 divisioner) i midten havde den tungeste vægt af panser. Her, fra udkanten af Warszawa, kastede feltmarskal Fedor von Bock sine fire arméer nord for Pripet-sumpene lige mod Moskva.
   Til at forsvare sig mod dette stormløb havde Sovjetunionen 148 divisioner spredt langt den 2.400 km lange grænse fra Østersøen til Sorte-havet. De russiske armégrupper blev kommanderet af (fra nord til syd) general Kliment Voroshilov, Semën Timoshenko og Semën Budënny. Den efter-følgende kamp blev historiens største landslag.
   Tysklands grundliggende taktik var at omringe enorme segmenter at de russiske styrker med hurtigt fremrykkende Panzer-enheder og derefter at tilintetgøre modstandslommerne med infanteri. Ifølge denne plan ville den russiske hær blive knust inden den kunne trække sig tilbage bag Ural-bjergene. I løbet af de første uger af det enorme, spredte slag, angreb og knuste nazisterne største-delen af divisionerne placeret langs med grænsen. Dette voldsomme landslag blev støttet af tusindvis af taktiske fly, hvor Tyskland havde en markant overlegenhed i både type og antal. I løbet af invasionens første to måneder ødelagde Luft
waffe omkring 4.500 russiske fly; næsten 2.000 nazistiske fly gik tabt.
   Alle tre tyske armégrupper trængte hundreder af kilometer dybt ind i Rusland og tog omkring en million fanger frem til slutningen af september. Men ingen af fremstødene nåede deres primære mål, og Sovjetunionen begyndte at kaste 210 reserve-divisioner ind i slaget for yderligere at sænke de nazistiske fremrykninger.
   Mod nord rykkede Leebs arméer hurtigt gennem de baltiske stater for at nærme sig Leningrad på ti uger.
   Den midterste fremrykning smadrede sig vej gennem russisk Polen og ind i Hviderusland (Byelorussia) nord for Pripet-sumpene. Den 2. juli havde general Heinz Guderian og Hermann Hoths Panzer-styrker omgået en stor russisk styrke i Bialystok-Slonim området. Det tyske panser trængte videre frem for at danne en knibtang ved Minsk, 320 km inde i Sovjetunionen, den 27. juni. I løbet af seks dage dræbte eller tilfangetog tyske soldater næsten 300.000 fanger i denne fælde. Men mange andre russiske soldater undslap for at kæmpe igen længere østpå.
   Panserenhederne fortsatte deres fremstød langs med Minsk-Moskva hovedvejen, krydsede Dnieper-floden den 10. juli og nåede Smolensk seks dage senere. Her, 640 km inde i Sovjetunionen, blev en anden knibtang lukket, med 100.000 russere dræbt eller taget til fange frem til den 6. august. Men igen undslap der nok røde soldater til at opbygge en defensiv linje langs med Desna-floden, 320 km fra Moskva. På dette tidspunkt beordrede Hitler Bock til at stoppe, mens Guderians anden Panzer-gruppe og general Maximilian von Weichs anden armé blev vendt sydpå mod Kiev på den sydlige front. Fremrykningen mod Moskva blev ikke genoptaget for den 2. oktober.
   Imens på den sydlige front skrånede Rundstedts tre arméer, anført af general Paul von Kleists 1. Panzer-gruppe, mod sydøst gennem russisk Polen og ind i Ukraine. I slutningen af juli havde tysk panser slået Budënnys numerisk større styrker syd for Kiev på flugt og strøj frem mod Sortehavet. To uger senere nåede dette angreb Bug- og Dnieper-flodernes mundinger, hvilket fangede mange russere som havde forsvaret sig mod den lang-sommere fremrykning fra Rumænien over den nedre Prut- og Dnieper i en fælde.
   I begyndelsen af september drejede Guderians Panzer-styrker og Weichs 2. armé sydpå fra den centrale fremrykning. På samme tidspunkt, om-kring 560 km derfra, vendte Kleists panser mod nord, hvilket dannede en gigantisk knibtang i området omkring Kiev på begge sider af Dnieper. Omringningen lykkedes og frem til den 26. septem-ber var mere end 600.000 russiske tropper blevet dræbt eller taget til fange (Kiev var faldet den 19. september). Budënnys nederlag her var det værste som en russisk kommandør led i Anden Verdenskrig.
   Med tilbagekomsten af Kleists 1. Panzer-gruppe fra knibtangen ved Kiev, indledte Rundstedts armégruppe "A" en flergrenet offensiv i det sydlige Rusland, hvor den røde marskal Timoshenko nu havde kommandoen. På den venstre fløj stødte general Walther von Reichenaus 6. armé vestpå mod Voronezh på den øvre del af Don, men blev forsinket af stædig russisk modstand nær Kursk. I midten rykkede den 17. armé frem til Donets, indtog Kharkov den 29. oktober. Men Don var fortsat 200 km væk. Længst mod syd gjorde den 11. armé, kommanderet af general Erich von Manstein, sendt ned fra Leningrad-sektoren, større frem-skridt. Den erobrede havnebyen Odessa ved Sortehavet den 16. oktober og gennemtrængte Perekop-landtangen ind i Krim.
   Imens stødte Kleists kampvogne frem mod Maikop-oliefelterne på den anden side af Don. Rostov, porten til Kaukasus på den nedre Don, faldt den 2. november. Men en uge senere gik den russiske hær til modangreb over den frosne flod og generobrede byen. Da Hitler insisterede på at Rostov skulle holdes, trådte Rundstedt tilbage den 1. december. I stedet faldt de tyske sydlige arméer, nu under Reichenau, 80 km tilbage til Mius-floden, hvor de holdt stand gennem resten af vinteren og gjorde sig klar til et nyt angreb på Kaukasus året efter.
   Den seks måneder lange invasion af Sovjet-unionen var trængt 885 km frem og besat mere end 1.300.000 kvadratkilometer af russisk territorium. Tyskland rapporterede tabet af 770.000 mand i dræbte, sårede eller savnede. (Amerikanske vurderinger sætter dette antal meget højere). Russiske tab var tre gange større, samt mere end 1.000.000 fanger, som de tyske arméer gjorde krav på.
   I 1942 fandt den største tyske offensiv sted på den sydlige front. Her satte 66 tyske og 17 satel-litdivisioner (rumænske, ungarske og italienske) i gang i juni. Krim blev ryddet på en måned, men fremstødet mod Kaukasus' olie blev ikke nået. Og ved Stalingrad, højdepunktet for den tyske frem-rykning, led nazisterne et af de store afgørende slag i historien. På det tidspunkt disse slag blev afsluttet af en sovjetisk vinteroffensiv, havde Wehrmacht lidt omkring 1.200.000 tab og havde mistet store mængder af tung udrustning - fly, tanks og kanoner. Russiske tab var sandsynligvis mindre omfattende.
   I 1943 led de tyske arméer endnu større nederlag overfor de gradvist kraftigere sovjetiske angreb. Mod syd, skuepladsen for de sværeste kampe, ryddede russerne Ukraine. Den nordlige (Leningrad) front forblev relativt stille. Men i midten indsatte Timoshenko, som nu var vendt tilbage til kommandoen over fronten ved Moskva, fire store arméer for at angribe vestpå, hvor fremrykningens hovedakse (schwerpunkt) var Moskva-Minsk hovedvejen. I denne sektor havde den tyske armégruppe center under feltmarskal Gunther von Kluge (som havde afløst Bock under slaget om Moskva) opgivet sit frontfremspring ved Rzhev-Vyazma, 200 km vest for Moskva, i marts. De nye tyske positioner lå til forsvar af det vigtige vej- og jernbanecenter ved Smolensk.
   320 km mod sydøst angreb den tyske armégrup-pe center det 250 km brede frontfremspring ved Kursk, som stak 160 km ind i de nazistiske linjer, den 5. juli. I otte dage smadrede Kluges 38 tyske divisioner (17 af dem panserdivisioner) fra både nord og syd mod de sovjetiske arméer som holdt fremspringet - general Konstantin Rokossovski langs med den nordlige kant, general Nikolai Vatutin ved den sydlige kant. Under de bitre kampe slog sovjetiske panserværnskanoner op til 40 procent af det tyske panser ud, inklusiv de nye Mark VI Tiger tanks.
   Den 12. juli gik et nyt element ind i kampene, da general Markian Popovs armé angreb den overlap-pende tyske kile ved Orel, 160 mod nord. Popovs fremrykning tvang sammen med den voldsomme russiske modstand i Kursk-fremspringet, Kluge til at indstille det største kampvognsslag i historien (næsten 3.000 deltog), den 13. juli. Kluges angreb, den sidste tyske offensiv på den centrale del af østfronten, kostede 100.000 mand og lemlæstede størstedelen af hans Panzer- og motoriserede divisioner. Fremspringet ved Orel blev umuligt at forsvare da Popovs angreb spredte sig til andre røde arméer langs den 1.600 km brede front. Kluge opgav Orel den 5. august. Popov trængte derefter 120 km vestpå til Bryansk frem til den 20. september og brød videre ind i Hviderusland. Mod nord kæmpede general Vassili Sokolovski og Andrei Yeremenko sig vej ind i Smolensk den 25. septem-ber. Derefter skød Sokolovski, i en togrenet offensiv, frem mod Vitebsk, mens Yeremenko på hans højre flanke trængte gennem Velikie Luki og Nevel (5. oktober) mod Polotsk. Imens mod syd kæmpede Rokossovski sig vej ind i Gomel i slut-ningen af november.
   I 1944 fuldførte de røde arméer befrielsen af (syd mod nord) Krim, Ukraine, Hviderusland og det egentlige Rusland. Da russiske tropper befriede Hviderusland og trængte ind i Galati, Rumænien, den 27. august, forblev kun de baltiske stater i Sovjetunionen på tyske hænder. Og her overgav de sidste nazistiske angribere sig ikke før end i foråret 1945. Selvom alle russiske tabstal er et skøn, menes det at omkring 6.750.000 russere mistede deres liv i kampen mod Tyskland.
   Den 8. august trådte Sovjetunionen ind på krigsskuepladsen i Stillehavet ved at erklære Japan krig. Russiske arméer begyndte at marchere ind i Manchuriet, men seks dage senere accepterede den japanske regering de allieredes betingelser for overgivelse og Anden Verdenskrig var slut.