Stalingrad
Rusland

 
Anden Verdenskrig, 1942-43
08.05.07
I 1942 var den tyske offensiv i Rusland koncentre-ret på den sydlige front. På den venstre fløj havde feltmarskal Fedor von Bock (armégruppe "B") den strategiske by Stalingrad (senere Volgograd) som sit primære mål. Sydpå, på den højre fløj, var armégruppe "A" rettet mod erobringen af de rige oliefelter i Kaukasus. Bock indledte angrebet den 22. juni fra linjen langs den øvre Donetz (Izyum, Kharkov, Kursk). Den venstre fløj rykkede frem til Don ved Voronezh den 1. juli, men kunne ikke holde byen - en fiasko som skulle vise sig at være katastrofal tre måneder senere. Bock blev afløst af feltmarskal Maximilian von Weichs den 13. juli.
   Men længere sydpå, trængte general Hermann Hoths 4. Panzer-armé 160 km frem til Don og drejede derefter mod sydøst for at skråne ned gennem korridoren mellem Donetz og Don. Dette fremstød hjalp general Paul von Kleists 1. Panzer- armé med at krydse den nedre Don under dets fremrykning ind i Kaukasus. Imens marcherede general Friedrich von Paulus den tyske 6. armé østpå fra Don-bugtningen mod Stalingrad på den højre (vestlige) bred af Volga.
   Den 24. august trængte de tyske landstyrker ind i de vestlige forstæder til byen. Men den 62. røde armé, suppleret med civilister, udkæmpede et desperat forsvar blok-for-blok og hus-for-hus. Under ledelse af general Vassil Chuikov. Den 22. september havde tyskerne nået midten af byen, som nu var reduceret til murbrokker af intenst artilleribombardement.
   I slagets første uger forstærkede general Georgi Zhukov garnisonen i Stalingrad fra den anden side (øst for) af Volga netop nok til at forhindre tyskerne i at nå floden med større styrker. På samme tid forlængede russerne deres flanker oven- og nedenfor for byen. Den 19. november angreb den russiske general Konstantin Rokossovski over den frosthårde jord nord for byen, og to dage senere slog hans panser bro over Don-floden ved Kalach. Gennem denne åbning slog general Nikolai Vatutin tre satellitarméer på flugt i træk - 3. rumænske, 8. italienske og 2. ungarske armé. Et modangreb fra to panserdivisioner (Panzer-korps "H") viste sig at være forgæves. Syd for byen kastede general Andrei Yeremenko sig frem den 20. november og slog i løbet af fem dage den 4. rumænske armé på 15 divisioner på flugt. Omkring 65.000 fanger blev taget. De to russiske fremstød trængte nu fremad for at få forbindelse med hinanden vest for Stalingrad. Hitler nægtede at lade den 6. armé trække sig tilbage, og den 23. november lukkede den russiske ring sig om omkring 300.000 tyske og satellittropper (22 divisioner).
   Den oprindelige lomme var 40 km lang fra øst til vest og omkring halv så dyb. Den eneste forbindel-se med det tyske hovedkvarter var med radio og flyvemaskiner. Rigsmarskal Hermann Göring lovede, at hans Luftwaffe i gennemsnit ville flyve 300 tons forsyninger ind i dagen. Men dårligt vejr og stærkt russisk luftforsvar holdt de tyske forsyninger et godt stykke under dette eksistensminimum. Selvom Hitler fortsat nægtede den 6. armé tilladelse til at forlade Volga, gav han general Erich von Manstein lov til at organisere end undsætningsstyrke (kaldt armégruppe Don) i et forsøg på at bryde gennem den russiske jernring. General Hermann Hoths 4. Panzer-armé anførte angrebet, som begyndte den 12. december fra et punkt 100 km sydvest for Stalingrad. De tyske panserstyrker rykkede stødt frem indtil den 21. december, da de stod kun 50 km fra Paulus' styrke. Men her kørte angrebet fast, og to dage senere blev det indstillet. De røde hære rundt om kedlen genoptog straks deres offensiv, som i løbet af seks uger havde kostet den tyske hær 300.000 mand, 2.000 tanks og 4.000 kanoner på fronten ved Stalingrad.
   Den 6. arme var nu sikker på undergang. Et formelt krav om overgivelse kom den 8. januar, men Hitler nægtede tilladelsen. To dage senere angreb russerne, bag en kraftig artillerispærreild, de indespærrede tyskere fra tre sider. Den 16. januar blev den sidste større flyveplads indtaget og lommen reduceret til 25 km land og 15 km dyb. I løbet af de næste otte dage skar russisk panser sig gennem lommen og skar den over i to dele. Russer-ne krævede igen overgivelse, og igen beordrede Hitler kamp til sidste mand. Med desperat mangel på forsyninger og svækket af kulde og uophørlige russiske angreb gav dem 6. armé endeligt efter. En af halv-lommerne blev selv delt i to, og den 31. januar overgav det første segment sig. To dage senere kapitulerede de to andre segmenter. Men nu var kun omkring 91.000 mand fortsat i live. Til at føre dem ind i fangenskab var Paulus, som var blevet forfremmet til feltmarskal under belejringen.
   Den længe forsinkede overgivelse holdt så mange russiske tropper i denne sektor, at den tyske general Paul von Kleist var i stand til at få sin armégruppe "A" fri fra Kaukasus tids nok til at undgå et lignende sammenbrud der. Men de tyske tropper mod syd var så svækkede af slaget ved Stalingrad, at de aldrig igen kunne indlede en større offensiv på Østfronten. Således viste dette slag sig at være et af de afgørende slag i Anden Verdenskrig og et af de største vendepunkter i militærhistorien.